| Før i tiden var det normalt at
Fiskehandleren, Bageren, Slagteren m.fl. kørte såkaldte
landture. Det vil sige at han kørte rundt i omegnen en
gang eller to hver uge og besøgte gårdene og tilbød
sine varer. Det gjorde Fritz også. Som barn var det
altid spændende at køre på landtur. Tidligt om morgenen blev bilen pakket med alle mulig kødvarer, vægte, indpakningspapir og en god madpakke. Så gik turen ellers rundt til Reersø, Munke Bjergby, Mullerup og mange andre steder som jeg har glemt navnene på. På gårdene var Fritz jo et kendt ansigt og man var altid velkommen. Tit blev man ofte budt på en kage eller en sodavand og så var der jo alle dyrene at snakke med. Nyfødt kalve og grise. Kælne katte og hunde af alle slags. På det tidspunkt var jeg ikke så gammel (ca. 1961-1968) og tænkte ikke over risikoen for at blive bidt. Jeg havde fået indprentet at jeg altid skulle lade hunden komme til mig - og ikke omvendt. Så for mig var det altid fint, hvis hundene kom og snusede til min fremstrakte hånd, mens jeg sad på hug. Jeg har senere fået fortalt at jeg dermed en enkelt gang nær havde givet både Bonden og Fritz et hjertestop. Ved een gård hvor vi gjorde holdt, var jeg åbenbart faldet i søvn, for Fritz var gået ind i køkkenet og handlet mens jeg sad og sov videre på forsædet. Da jeg vågner står jeg ud og går hen for at snakke med hunden, der er bundet til sit hundehus. Inde i køkkenet ser Bonden ud af vinduet og udbryder: "For satan Slagter. Knægten er sgu henne ved Hunden !". I småstenene ude på gårdspladsen sidder jeg glad og nusser en meget stor hund på maven, mens den ligger på ryggen med alle poterne i vejret og nyder det åbenlyst. Med bævende hjerter lister de vinduet op og kalder meget stille og roligt på mig indtil jeg rejser mig og kommer ind til dem. Ganske uvidende om, at selv Bonden ikke længere nærmer sig hunden, men blot skubber madskålen hen til den, når kæden er strammet ud. Men farligheden var altså ikke gået op hverken mig eller hunden mig. Frokosten blev spist enten fra en grøftekant med en særlig køn udsigt eller også på een af de mange små kroer, der dengang stadig fandtes i området. På kroen mødtes vi ofte med nogle af de andre handlende eller repræsentanter og så blev der udvekslet historier. At det så nogle gange blev til en længere pause end planlagt, var jo ikke altid så godt. Men hjem kom vi jo altid. En ekstragevinst ved landturene var jo at Fritz på
den måde havde et enormt kendskab til alle de mange små
søer og moser, der dengang fandtes. Det betød at han jo
vidste hvilke af dem, der var et besøg værd. Det betød,
at vi aflagde dem et besøg en søndag. Forsynet med en
god madpakke, som Grethe havde smurt. Nogle kolde øl og
sodavand og masser af kroge. |
