Inderster og indsiddere var
landbosamfundets dårligst stillede. De omfattede aftægtsfolk, gamle og syge, enlige
kvinder, gifte daglejere og de ringest stillede håndværkere, fx vævere.
Udtrykket inderste gik af brug i 1800-tallets anden halvdel, mens udtrykket
indsidder i betydningen lejer forsvandt omkring år 1900
Ejeren
eller brugeren af et mindre landbrug. En mellemting mellem en husmand og en gårdmand,
idet en husmand har mindre end en tønde hartkorn, en boelsmand
mellem 1 og 2 og en gårdmand mere end 2 tønder hartkorn.
Husmænd
er en betegnelse for den gruppe landbrugere, som funktionelt og statusmæssigt
har befundet sig mellem bønder og daglejere/tjenestekarle. Der var husmænd både med og uden jord.
En husmand er en bonde, der boede i et hus, ofte på en andens
jord. Husmænd var typisk fattige og havde få husdyr til at dække familiens eget
forbrug af mælk, æg og lignende. Nogle husmænd havde lidt jord til agerbrug,
men mange havde ingen jord udover en kålhave til eget
forbrug. En tommelfingerregel siger, at en husmand havde op til en tønde
hartkorn.1 Husmænd, der boede på andres jord, udførte forskellige opgaver for
jordejeren, såsom landbrugsarbejde eller andet manuelt arbejde
Husmandsbrug med jord har som regel indebåret ejendoms- eller
brugsret til driftsenheder på under 20 tdr.
En
gårdmand er en bonde, der havde en relativt stor mængde jord, og hvis det var
et opdrætsbrug, havde han mange dyr. En gårdmand havde i gennemsnit ca. 5-6 tønder
hartkorn, svarende til ca. 15-20 hektar land.
Ordene husmand, bolsmand og gårdmand siger ikke i sig selv
noget om ejerskabet til jorden eller bygningerne. Det er en udbredt
misforståelse, at gårdmænd og bolsmænd var ejere af jorden, og at husmænd var
fæstere eller en anden type lejere. De kunne alle være enten lejere eller
ejere. For at fastslå ejerskabet til jorden, er det nødvendigt at undersøge
ejendomsarkivalier som kort, matrikler, jordebøger og skøde- og
panteprotokoller.
Forskelle i ordene kan afsløre ejerskabet. Hvis ordet
begynder med "fæste", som i fæstehusmand, fæstebolsmand,
fæstegårdmand, ejede bonden ikke stedet. Hvis ordet derimod er husejer, bolsejer eller gårdejer, var bonden selvsagt ejeren af
stedet.
Både gårdmandsfamilien og husmandsfamilien havde en større
børneflok, end folketællingslisterne fra 1787 og 1801 umiddelbart viser. De
hjemmeværende børn var nemlig de små børn, der også hjalp med i det daglige.
Men når de nåede ni-tiårsalderen, kom de ud at tjene hos fremmede, drengene
lidt tidligere end pigerne. I den alder var børnene store nok til, at drengen
kunne lede den forreste af de fire til seks heste, der trak den tunge hjulplov,
og til at flytte kreaturer, der var tøjret for at græsse, og pigen kunne se
efter høns og gæs, passe gårdens mindre børn og gå til hånde i huset.
Tjenestefolkene var en talstærk gruppe i landbosamfundet. I
begyndelsen af 1700-tallet udgjorde de knap en femtedel af landbefolkningen, og
langt de fleste tjente hos bønderne.
For de fleste var tjenesten imidlertid kun en fase i deres
livsforløb. De kom fra hele landbosamfundet: gårdmandshjem, husmandshjem og
landarbejderhjem, hvor børnene traditionelt kom tidligt ud at tjene, når de –
som det hed i fattigforordningen fra 1708 – blev „så store, at de kan drive
plov, vogte gæslinger eller anden små gerning”. Nogle levede hele deres voksne
liv som ugifte tjenestefolk. Men de fleste var kun tjenestefolk til
30-årsalderen, hvorefter de giftede sig og satte bo, nogle som gårdmænd, men de
fleste som husmænd og landarbejdere.
At tage tjeneste hos fremmede var en økonomisk nødvendighed.
Men det var også en pligt. Danske Lov forbød udtrykkeligt løsgængeri og
krævede, at tjenestefolk tog tjeneste et år eller i det mindste et halvt år ad
gangen. Når de rejste, skulle sognepræsten attestere i deres skudsmålsbøger, at
det skete efter lovligt forvarsel til deres husbond til rette fardag: den 1. juni eller den 1. december. Der blev ført
indgående kontrol både fra statsmagtens og fra arbejdsgivernes side. Men skik
og brug blev også respekteret. Bønderne havde for længst lært at leve med, at
tjenestefolkene tog sig en uofficiel frihed i forbindelse med, at de skiftede
plads: de såkaldte bissedage eller skulkeugen.