Jeg er født fredag den 13. april 1956 ved halvfire tiden om morgenen. Nærmere bestemt i min mor's forældres hus i Algade 27, Gørlev, der ligger mellem Slagelse og Kalundborg. Mine forældre var Bent Erling Nielsen og Ruth Grethe Trebbien. Foruden os, var der min storebror Claus, som blev født i 1953 og min lillebror Carsten, som blev født i 1957. Da jeg blev født, og de næste 5-6 år tror jeg, boede vi alle fem i Ingerslevsgade i København. Siden flyttede vi til Bagervænget i Slagelse, hvor jeg startede i folkeskolen. Jeg tror kun, at jeg nåede at gå i Slagelse skole i et halvt års tid, før vi flyttede til Hyldegårdsvej i Charlottenlund. Jeg flyttede hjemmefra i oktober 1972, efter at have forladt Grønnevænge skole med realeksamen, og var startet som bankelev i Ordrup Charlottenlund Bank, der senere blev opkøbt af Handelsbanken. Jeg boede til leje i en villa, hvor Claus også havde lejet et værelse, på Rådhusvej. Under læretiden, bestod jeg en handelsmedhjælpereksamen, som egentlig ikke sagde mig ret meget, og begyndte at køre motorcykel, som til gengæld sagde mig en hel del. Det var ikke lige min kop te med det bankjob og i februar 1976 sagde jeg stop. Det var ikke blevet sjovere efter et halvt år som udlært bankassistent. De første måneder brugte jeg simpelthen som en slags sabbat, men derefter tog jeg vikarjob via et vikarbureau, Manpower. Det fungerede helt fint. Jeg arbejdede kun når jeg havde lyst og kunne klare mig med de penge det gav. Jeg skulle bare have penge til benzin og lidt husleje så var det fint med mig. Jeg fik prøvet lidt af hvert; beregnede kostpriser på foto- kopieringsmaskiner hos OCE Helioprint, kontorarbejde hos Mccann, der var et reklamebureau, kørte gaffeltruk m.m. på et engros lager for el-installationer og alt muligt mærkeligt. I den periode flyttede jeg til en anden lejlighed, med 2 værelse og køkken og toilet på køkkentrappen. Min lillebror flyttede ind hos mig i det ene værelse.