Min livshistorie.                                   

   Dette er ikke ment som en egentlig levnedsbeskrivelsem men blot skrevet på opfordring af Finn, der syntes det kunne være interessant, at vide lidt om mit liv.

Jeg er født d 29 Januar 1932 i Høng. Min far, der hed Carl Ove Nielsen er født d 11 Maj 1912 i Tågerup, en lille landsby i nærheden af Ruds-Vedby, var ufaglært og arbejdede dels på Ruds-Vedby Teglværk om sommeren og på Gørlev Sukkerfabrik i roekam­pagnen samt som skovarbejder om vinteren. Lige efter 2. ver­denskrig startede han sammen med nogle andre en lille virksom­hed, der foretog marksprøjtning og sprøjtning af frugtplanta­ger. Han overtog senere virksomheden helt og købte på et tidspunkt i slutningen af halvtredserne en lille landejendom hvor han drev landbrug til sin død i 1986. Jeg kan ikke huske at far nogensinde har været arbejds­løs, det var ellers meget alminde­ligt i de år. Min mor, Inger Johanne Nielsen, født Pedersen, er født d 1 Marts 1912 i Oreby ved Skelskør var også ufaglært og har kun i kortere perioder haft udearbejde, heraf en periode, hvor hun bestyrede en iskiosk (en dejlig tid), dette bevirkede­,at vi søskende aldrig har været passet af fremmede. Mor døde desværre meget ung af kræft i 1957, kun et par år efter at min yngste bror,Jens blev født.

Min farfar hed Jens Aage Nielsen, husker jeg kun meget lidt om. Min farmor, der hed Sofie, døde allerede da far var omkring 12- 13 år, og min farfar døde da jeg var 5- 6 år, jeg ved at han drev et lille landbrug i Tågerup og senere flyttede til Bakken­drup, ved Gørlev, adressen husker jeg ikke, men husmands­stedet ligger der endnu, for da vi for nogle år siden kom forbi, kunne jeg genkende stedet. Jeg ved, at farfar stammede fra Kulby ved Ruds Vedby, og at hans mor vist nok hed Mine. Farfar og Farmor blev begge begravet på Reerslev kirkegård, men grav­stedet er sløjfet.

Mine bedsteforældre på mors side boede i et lille stråtækt hus i Oreby, og morfar,Lars Peder Pedersen var tækkemand og hvor han stammede fra ved jeg ikke. Jeg husker ham som en høj, lidt streng mand, som jeg vist egentlig var lidt bange for. Min mormor, Sofie, var en lille trivelig kone, der altid var i et strålende humør. Hvor hun stammede fra ved jeg heller ikke . Det var altid spæn­dende at komme på besøg hos dem i deres gamle hus i Oreby, for så fik jeg lov til at gå i spisekammeret og tappe øl til aftensmaden. De havde et helt anker øl stående, som man så selv kunne tappe af, det var meget mere spændende end hjemme, hvor øllet var på flaske, somme tider var morfars øl også på flaske, men så var det en stor flaske med halm o træstativ om, som man så kunne tippe og derved fylde en kande.­Bag ved deres hus lå der en gård, der havde en

stor vindmølle, hvor sejlene på møllevingerne var lavet af blikplader, så den skramlede forfærdeligt når den var i gang, og den dag i dag går mine tanker altid til det gamle hus i Oreby,når jeg hører lyden af skramlende blikplader. På deres gamle dage flyttede morfar og mormor til Ruds-Vedby. I den forbindelse kan jeg huske, at der var stor diskussion, for morfar ville ikke søge aldersrente, den tids folkepension, han betragtede det som fattighjælp, og det ville han ikke modtage, først efter hans død i 1948 søgte mormor aldersrente og fik den selvfølgelig indtil hun døde i 1951. Jeg kan iøvrigt huske at det var hos morfar og mormor jeg stiftede bekendtskab med mit livs første radio. Det var en krystalmodtager, der var ingen højtalere eller skala, men et par hovedtelefoner, og der var en lille pind, som man brugte til at finde stationen med, det foregik ved at man søgte med en stift på et stykke krystal, og når man så var heldig at få stationen ind, kunne man lægge hovedsættet i en krystalskål, så kunne de øvrige i stuen lytte med på grund af skålens svingninger. Senere skiftede de dog denne radio ud til en moderne med indbygget højtaler, den fik strøm fra en akkumulator og havde en meget lang antenne, der var trukket fra huset og op til et stort træ i den anden ende af haven. Elektrisk lys var ikke almindelig den gang. Belysning fik man fra petroleumslamper, eller karbidlamper. De sidste gav et forbavsende stærkt lys, og blev også i lille format anvendt til cykellygter. Lampen bestod af 2 beholdere, en til karbid og en til vand, og i toppen sad en lille brænder lige som en svejsebrænder. Når man så lod vand fra den øverste beholder sive ned i den nederste beholder med karbid, blev der dannet acetylengas, der blev ført op til brænderen og antændt, så fik man en meget kraftigt lysende flamme. De var nu ikke altid lige driftssikre og det hændte da også at hele skidtet eksploderede, men man havde det ikke bedre den gang. Vi drenge havde for­øvrigt gjort den opdagelse, at hvis vi fyldte lidt karbid i en sodavandsflaske med patentprop og fyldte den op med vand havde vi en perfekt bombe til at fange gedder med, det drejede sig blot om at få smidt flaske ud hurtig inden den eksplodere­de, men vi fangede faktisk gedder på den måde, og skaffede os også en endefuld, når det blev opdaget.

Den del af min barndom, hvor vi boede i Høng, husker jeg ikke, jeg ved ikke, hvornår vi flyttede derfra. Det første jeg husker er, at vi boede i en lejlighed i et hus, der blev kaldt, Asylet, antageligt fordi,der var en børnehave,drevet af Diako­nissestiftelsen, der ejede Vedbygård, den gang kaldet,børneasy­let, men desuden var der også to lejligheder, hvor vi boede i den ene. Huset ligger der endnu,nede bag kirkegården lige ved siden af parken til Ved­bygård slot. Mit barndomshjem var som de fleste arbejderhjem på den tid. Pengene var små, så der var ikke råd til megen luksus, men vi gik dog aldrig sultne i seng. Bekvemmeligheder var det også småt med, der var gammeldags lokum i udhuset, der blev gravet ned i køkkenhaven (det var måske derfor vi havde nogle meget flotte grøntsager) ikke bade­værelse, den daglige vask foregik i køkkenvasken og det ugent­lige bad i en stor vaskebal­je, enten i vaskehuset i udhuset eller om vinteren inde i køkkenet, der altid var dejlig varmt på grund af det store komfur, hvorpå mor lavede mad. Opvarmning foregik ved hjælp af kakke­lovn. Der blev fyret med brænde, som far selv skovede om vinteren. Det var en del af hans løn som skovarbejder. Køle­skabe var ikke noget der fandtes i private hjem, man klarede sig med et spisekammer, det køligste rum i huset, og når julegrisen var slagtet, blev størstedelen saltet ned i et stort saltkar og en del blev røget, så vi havde altid skinker røget flæsk og spegepølser hængende på loftet. Der var ikke elektr­isk lys, belysningen klaredes ved hjælp af petro­leunslam­per. Jeg husker en aften, hvor mor sad oppe og ventede på at far skulle komme fra sukkerfabrikken på aftenholdet. Hun var faldet i søvn og petroleumslampen , der havde en tendens til at skrue sig op, når den blev varm, havde skruet sig så meget op, at den sodede, så da far kom hjem hængte der sorte sodflager over alt i stuen, så der blev et større rengørings­arbejde. Det elektriske lys holdt først sit indtog under krigen, og det var nok kun fordi man ikke længere kunne få petroleum, at Vedbygård ofrede de penge på deres arbejder­huse. Foran huset var der en stor gårdsplads med bro­stens­belægning, og på et tidspunkt var det min opgave at luge mellem stenene. Det var ikke det jeg syntes bedst om, men så fik jeg nogle af mine legekammerater til at hjælpe til, og så legede vi, at jeg var forvalteren, der skulle holde opsyn med karlene, det kendte vi fra Vedbygård, der lå lige ved siden af. Det er nok der kimen til mit senere erhverv er blevet lagt. Ellers legede vi på markerne og i parken, det sidste sted var det mest spændende for det var forbudt område, så det gjaldt om at holde sig skjult for gartneren. Navnlig var det en yndet sport, at gå på æbleskud,og at bygge hemmelige huler i buskadserne i parken. Det var nogle dejlige æbler, der var i den park. Det skete også at vi gik på storvildtjagt nede ved avlsgårdem, storvildtet var pattegrise, der gik i en stor indhegning, men når det blev opdaget vankede der røvfuld af far, der var jo altid nogen, der havde set det og sladrede. Om vinteren løb vi på skøjter på Hovsøen, og når vi kunne snige os til at løbe inde på kanalerne i parken, var det altid spændende at se hvem der var den første til at løbe ind i parken, den var nemlig forbundet ,med en overdækket kanal med Hovsøen, og det varede derfor noget længere inden isen kunne bære gennem overdækningen, så det er blevet til mange våde sokker i tidens løb. En tidlig forårsaf­ten mens vi endnu boede i Asylet, blev jeg, en gang for alle, kureret for mørkeanst. Jeg havde været hos en kammerat og var på vej hjem, det var mørkt og regnede og blæste. Da jeg gik langs kirkegården hørte jeg en mærkelig lyd inde fra kirkegår­den, jeg blev stiv af skræk og benede hjem. Da jeg kom hjem spurgte far, hvad der var galt, og jeg fortalte ham, at jeg havde hørt spøgelser oppe på kirkegården, jeg havde hørt de gik og skrabede i stenene. Far foreslog så, at vi skulle gå op og se på dem, for han havde aldrig set et spøgelse, så enden på det blev, at han tog mig ved hånden og vi fulgtes op på kirke­gården. Jeg var stiv af skræk, men det hjalp ikke, vi skulle se de spøgelser. Da vi kom op på kirkegården tog far mig med hen til et sted, hvor tagren­den var utæt så regnvandet dryppede ned i småstenene, der lå langs kirkemuren og det lød faktisk som om nogen ragede i dem med en stok. Se her, sagde far, her har du

dine spøgelser. Siden har jeg ikke troet på spøgelser, eller været mørkeræd.

Om sommeren var der iøvrigt liv og glade dage ved Hovsøen, dels var der en ret stor fiskebestand i søen, og vandet var så rent at man kunne bade i det,og da der i den ene ende var ret fladvandet og en pæn ren grusbund udfoldede der sig et livligt badeliv blandt byens børn. Det var forøvrigt her jeg indledte min søgående karriere. Jeg havde fået den skøre idé, at det måtte være muligt, at sejle ud til den lille ø midt i søen. Nu var der bare det lille problem, at jeg ikke havde nogen båd, men det måtte kunne gøres ved hjælp af mors store vaskebalje, så den blev smuglet med ned til søen, og efter nogen træning på fladt vand, havde jeg fået en fornemmelse for hvordan man holdt balancen, og kursen blev sat mod den fremmede kyst. Operationen lykkedes og jeg var dagens mand indtil jeg kom hjem , for selvfølgelig kom det til fars kendskab, og der vankede en ordentlig overhaling og røvfuld samt stuearrest i en længere periode med efterfølgende forbud mod overhovedet at komme i nærheden af Hovsøen. Nå, jeg fik senere masser af mulighed for at forøge mine maritime erfaringer under kyndig vejledning og i fuld åbenhed. En anden ting, der optog os drenge meget, var jordbaneløb med motorcykler, i årene lige efter krigen var der anlagt en speedwaybane i nærheden af Sorø, hvor der jævnligt blev kørt motorløb, en af de kendteste kørere på den tid var Morian Hansen, der havde været spitfirepilot i England under krigen, og selvfølgelig derfor var alle drenges helt, og da der i nærheden af hvor vi boede var en grusgrav, der egnede sig til speedwaykørsel på cykel var der altid søgning der til, Motor­støjen blev frembragt ved hjælp af et stykke pap sat fast med en tøjklemme på forgaflen så pappet kom i berøring med egerne på hjulet, og så gik den vilde jagt rundt i grusgraven, op og ned af skrænterne. Det var egentligt et under, at vi ikke kom alvorligt til skade, men vi slap da med almindelige små­skram­mer, og af og til et ekset forhjul.

Kort efter at jeg var begyndt i skolen flyttede vi fra Asylet til en anden lejlighed i Åhuset, der lå nede midt i byen der var der ikke nogen gårdsplads,der skulle luges men til gengæld en forbandet stor have, så der var stadig nogle pligter, men

forøvrigt andre fordele, som f. eks. naboskab til et bageri med en flink bagersvend,der tit bød på kager, eller mejeriet , der lå ved siden af, hvor mejeristerne lærte mig at drikke kærne­mælk blandet op med fløde og spise ost til, det var et under at jeg ikke blev tromletyk, for det smagte himmelsk.

Hvad angår legetøj var der ingen,der var særlig forvænte den gang, men det var ikke det store problem, vi lavede det selv ved hjælp af ganske små midler, et stykke træ og lidt snor og lidt stof kunne hurtigt omdannes til en flot sejler, når fantasien blev taget til hjælp. Jeg var dog almindelig misundt af mine kammerater, da jeg fik et Mekanosæt, Den lille ingeni­ør, det var den tids lego. Det bestod af en masse metalplader i forskellig længde og bredde med huller i samt en masse bolte og møtrikker, dette kunne så bruges til at bygge alverdens flotte broer, kraner og meget andet, men min store drøm, en damp­maskine nåede jeg aldrig at få. Jeg er dog kommet over skuffel­sen.De fleste af mine drengeår var jo under 2.verdenskrig, hvor alting var rationeret, og det derfor var begrænset hvad der kunne fås, men vi led da ingen nød, der var da mad på bordet hver dag, og selve krigen mærkede vi jo heller ikke meget til bortset fra overflyvningerne af bombefly på vej til de store tyske østersø­byer. På vej hjem fra et sådant bombetogt styrtede en flyvende fæstning ned ikke ret lang fra Ruds Vedby, og vi drenge skulle selvfølgelig ud og se den, så vi glemte at gå i skole og tog ud til stedet i stedet for og gav os til at undersøge den grun­digt. Vi var faktisk i gang med at afmontere et af maskinge­værerne, da der kom nogle voksne og fik os jaget bort inden tyskerne kom. Hvad vi skulle stille op med et maskingevær, havde vi vist ikke tænkt nærmere over, men det var da spænden­de, men det var da godt der var nogen der fik os jaget væk for kort efter kom tyskerne, og det er ikke sikkert de havde set med milde øjne på vort forehavende. Først efter krigen fik jeg at vide at en af besætningsmedlemmerne havde været gemt hos far og mor om natten, men det var det tætteste vi kom på krigen. Tre af besætningsmedlemmerne ligger begravet på Rerslev kirkegård og det ene propelblad er sat som gravmæle. Jeg husker ganske tydeligt da krigen sluttede og vi så de tyske soldater drage hjem, det var faktisk et sørgeligt syn, de var lasede og pjaltede og mange af dem var faktisk ikke andet end store drenge.

 Jeg var så heldig at blive fast feriegæst hos moster Betty og onkel Axel i Skelskør. Her fik jeg afløb for alle mine lyster med hensyn til at sejle, for onkel aftalte med Henry, en lokal fisker nede ved Noret, at han skulle lære mig at sejle, så det varede ikke længe inden jeg var fortrolig med hvordan man opførte sig i en båd, og da jeg havde lært at holde båden i fin stand og kunne svømme 200 m havde jeg fast tilladelse til at bruge Henrys pram når jeg havde lyst. Jeg blev vist rigtig godt forkælet af moster og onkel, og jeg nød hver eneste dag jeg tilbragte dernede, som regel hele sommerferien, kun en ting var jeg ikke så glad for, det var mosters klippefaste tro på at hindbærsyltetøj var særlig godt for børn, den dag i dag nægter jeg at spise det for jeg har forlængst fået mit livs ration af det stof. Ud over ferierne hos moster og onkel blev der også tid til at deltage i spejderlivet, og her var jeg så heldig at deltage i den første internationale spejderjambore efter krigen. Den blev afholdt i Sønderborg ,med deltagelse af 4000 spejdere fra mange forskellige lande. Det var en kæmpeoplevelse at være med til sådan noget og at møde spejdere fra andre lande, husk på det var lige efter krigen, så det var noget ganske særligt at snakke med f. eks. englændere og amerikanere­,og selvfølgelig  de andre skandinaviske lande. Vi der havde lært engelsk i skolen blærede os jo vældigt af vores ubehjælp­somme skolengelsk. Turen derned foregik på cykel og varede en hel dag. Vi cyklede til Korsør, tog færgen til Nyborg og derpå cyklede vi til Fåborg og tog færgen til Mommark og fortsatte så til Sønderborg. Hele ture blev kørt i et stræk,det endda på cykler uden gear og intet af oppakningen var udpræget letvægt­sudstyr, ja der blev selv­følgelig holdt is- og sodavandspauser undervejs, men ingen lange pauser , bortset fra færgeturene,  Pudsigt nok skulle jeg komme til at ligge i telt på samme sted 18 år senere. Camping­pladsen vi lå på da vi camperede i Sønder­borg, var anlagt der hvor spejderjamboreen blev afholdt.  Da vi skulle hjem kørte vi fra Sønderborg om eftermiddagen og var hjemme i Ruds-Vedby kl fire om morgenen, hvor jeg lagde mig til at sove ude i et udhus i noget halm og der fandt mor mig da hun skulle ud og fodre hunden, hun fik selvfølgelig et mindre chok, og troede der var noget galt, men jeg fik da forklaret, at jeg var kommet hjem inden de var stået op og derfor havde lagt mig der indtil de stod op.

Spejderlivet den gang var ikke helt så luksuriøst som i dag, vi kendte ikke til opvarmede spejderhytter med koldt og varmt vand, teltene var heller ikke særlig vandtætte og havde ikke fast bund og luftmadrasser kendte vi heller ikke. Når vi om vinteren tog på tur var det til en gård hvor vi fik lov til at sove på høloftet, men man sov forøvrigt varmt og godt i en bunke hø rullet ind i et uldtæppe. når man bare ikke lod sig forstyrre af musene, de kunne godt være lidt nærgående i løbet af natten. Om sommeren fik vi et godt lag frisk halm eller hø ind i bunden af teltet det var lige så godt som luftmadrasser så længe det var tørt, men vi gravede altid en rende rundt om teltet så eventuelt regnvand ikke kunne løbe ind i teltet, så på den måde klarede vi os fint, jeg husker i hvert fald ikke at vi frøs særlig meget, men skulle det ske, havde vi en meget yndet øvelse vi kunne få varme i kroppen af, nemlig tæveøvelse, et kæmpeslagsmål, alle mod alle, hvor alt var tilladt, næsten.

Min skolegang startede i Ruds-Vedby kommuneskole, og var vel som alle andre drenge på den tid, men den kom alligevel til at forme sig lidt anderledes. Dengang var der ikke sprogundervis­ning i kommuneskolerne, men vi havde en lærer, der startede privatundervisning i engelsk efter skoletid og det fik jeg lov til at deltage i. Det bevirkede at læreren talte med far og mor om, at jeg skulle begynde i mellemskolen, og efter nogen diskussion blev det besluttet, at jeg skulle til optagelses­prøve på Høng Mellem- og Realskole, en privatskole, det var sandelig ikke almindeligt i den tid, at en arbejdsmands søn skulle have mere end de obligatoriske 7 års skolegang, og så oven i købet på en privatskole, det sidste skyldtes mest at der ikke var andre eksamensskoler i nærheden, og at jeg var så heldig at få halv friplads, så betalingen var i en størrelses­orden som far kunne betale.

Min skoletid var vel som de flestes på den tid, men der er ingen tvivl om, at det var en god skole jeg gik på, der var nogle dygtige lærere og vi blev holdt lidt mere i ørerne end  eleverne i andre skoler og vi lærte at påtage os et ansvar. Jeg kunne vist ikke betegnes som en mønsterelev, det var vist sådan nogenlunde på det jævne, jeg var ikke overdreven flittig, for der var så meget andet end lektier at gå op i, spejderture , fisketure og at spille håndbold og gå til gymnastik, var trods

alt meget sjovere end at terpe tyske gloser, men jeg fik da en mellemskoleeksamen med et resultat, der kunne buges til noget. Noget af det bedste ved den skole,tror jeg, var at vi fik en meget alsidig viden om det samfund vi levede i, og det vakte en nysgerrighed hos os, der bevirkede, at vi undersøgte de mulig­heder vi havde her i livet. Jeg har i hvert fald opdaget, at jeg mange gange  har haft en bredere viden om mange ting end mine jævnaldrende med nogenlunde den samme baggrund. Efter­hånden som vi nærmede os afslutningen af mellemskolen , stod det klart for mig, at jeg ikke ville fortsætte i realklassen,og på grund af min ikke alt for imponerende flid, lykkedes det også at få far og mor til at forstå, at det boglige ikke lige var sagen for mig.

Jeg havde aldrig været i tvivl om, at jeg ville til søs, jeg havde slugt alle de drengebøger, der var skrevet om det emne,så ingen tvivl, det var sagen. De store sejlskibes tid var jo desværre forbi så jeg måtte finde noget mere moderne end en fuldrigger, og min mellemskoleeksamen skulle jo også gerne bruges til andet end en hyre som messedreng, jeg ville i stedet være telegrafist. De ideer faldt bestemt ikke i god jord hjemme, ingen i familien havde haft noget med søen at gøre, og mor var jo overbevist om at jeg ville forlise den første gang jeg drog ud, endelig var der også det, at søfolk var jo nogle forfærdelige børster, der drak og turede , og aldrig blev til noget her i livet, og sidst men ikke mindst,  det kostede penge at få en uddannelse som telegrafist, og den kunne heller ikke fås i Ruds-Vedby, jeg skulle til en af navigationsskolerne, og kunne altså ikke bo hjemme under uddannelsen. En dag kom løsningen, jeg så en annonce hvor man søgte frivillige til Søværnet, man fik løn, aftjente sin værnepligt og fik i tilgift en uddannelse, blandt andet telegrafistuddannelse, det var sagen. Det tog godt nok nogen tid at få overtalt far og mor, men det lykkedes, jeg skrev ansøgning, blev indkaldt til prøver af forskellig art og blev blandt 14oo ansøgere en af de 150 der blev antaget.Det var faktisk et held, for der var utrolig stor arbejdsløshed i de år, og de store årgange af unge havde meget svært ved at skaffe sig lærepladser. Det vakte forøvrigt også en del postyr

i vores omgangskreds, at jeg ikke som det ellers var alminde­ligt den gang fik en læreplads eller i det mindste fandt arbejde i nærheden af hjemmet. Det at en 16-årig knægt fra Ruds-Vedby skulle til København og senere ud i den store verden.det var der mange der havde svært ved at forstå. Helt galt gik det med en af mine fastre, under et besøg hos hende bebrejdede hun min mor, at "den forkælede knægt" skulle an­sættes til den"evige hvile" i statens tjeneste, i stedet for som hans far, kom ud og tjene hos en bonde, så han kunne lære at bestille noget, og bølgerne gik så højt, at det endte med at faster Carla smed en karklud i hovedet på mor. Samme faster tilgav mig forøvrig aldrig, at jeg ikke blev bondekarl.

På Bastilliedageen, den 14 JUL 1948 blev jeg så indkaldt til Søværnet. Vi skulle møde ved indgangen til Holmen, Værfts­brovagten kl o7oo om morgenen., Da jeg jo ikke kunne nå til København ved at tage det første morgentog overnattede jeg hos noget familie, der boede ude på Nørrebro, det var så vidt jeg husker en kusine til mor, de tog sig forøvrigt meget af mig den første tid i København.

Det var unægteligt en anden tilværelse, der nu startede. Jeg husker endnu ganske tydeligt den første dag, det var stegene varmt, og bedre blev det ikke efterhånden som dagen skred frem, for jeg havde jo altid været vant til at være let påklædt, så det var på det nærmeste en tortur pludselig at være iført uniform af tykt uldent stof, undertrøje i tyk uld, og i tilgift slæbe rundt på en stor køjesæk med al den udrustning vi fik udleveret. Ikke nok med det, men turen gennem beklædning processen startede i stueetagen og endte på 5. sal, og hele tiden var der en idiot der råbte, skynd jer! , få nu fart på! vi har ikke hele dagen til dette!,så der blev drevet noget sved af kroppen den formiddag. Efter at have fået udleveret ud­rustning og afleveret det civile kluns, som der ikke ville blive brug for de næste 3 år, blev vi læsset op på en over­dækket last­vogn, 30 mand med hver sin køjesæk på hver vogn, så sild i en tønde førte en eneboertilværelse i sammenligning med os.  Så gik turen til Arresødallejren ved Frederiksværk, det var en hed omgang.

Da vi ankom til lejren blev vi læsset af på paradepladsen, og

der stod en flok befalingsmænd, den ene mere bister end den anden at se på. Jeg husker at en af dem så mere bister ud end de andre , og jeg tænkte, ham der håber jeg ikke jeg skal have, men det var lige netop ham jeg fik som delingsfører.Kvarterme­ster Madura,hed han og han var lige netop så bister som han så ud, men med tiden lærte vi ham også at kende som,en meget dygtig og frem for alt retfærdig mand,  der godt nok var over os hele tiden og stille­de store krav til os, men vi opdagede efterhånden at der bag hans barske ydre , bankede et varmt hjerte. Han blev en af de mange menne­sker jeg i min tid i Søværnet lærte at kende, jeg kom til at sætte mest pris på. I de næste 3 måneder gennemgik vi så rekrutuddannelse på lige fod med de almindelige vær­nepligtige. Jeg troede ellers jeg var i en temmelig god form, men det fik jeg hurtig en anden opfattel­se af, det var noget helt andet at løbe i almindelig let påklædning og så pludselig i uniform, støvler, gevær, stålhjelm og gasmaske, og så havde vores delingsfører en grim vane ,med altid at finde de mest besværlige veje og de største skrænter at løbe op og ned af, men efterhånden kom formen og da vi sluttede regnede vi ikke en morgenopvarmningstur på 4 - 5 km for noget særligt, og ved skolens afslutning marcherede vi da også fra Arresødallejren til Holmen , godt nok uden køjesækken, den blev kørt. Jeg husker en tur hvor vi startede fra lejren om morgenen med at løbe til Liseleje , ca.6 km derfra fortsatte vi i almindeligt marchtempo til Hundested og så hjem til Lejren i skiftevis løb og march, og da vi kom hjem blev der sagt at der var ekstra landlov. Vi var simpelthen helt smadrede, men han skulle ikke få os ned med nakken så vi klædte om i paradetøj og gik lige uden for lejren hvor vi smed os i vejgrøften indtil vi igen skulle møde kl 22.

På Mathskolen som varede 15 måneder skulle vi så lære en masse teori, sømandsskab, våbenlære, signalering førstehjælp, og så civile fag som dansk, regning, matematik og samfundslære, og så selvfølgelig en masse idræt, også kaldet FUT( fysisk udmattelse og terror), nej, fysisk uddannelse og træning. Nu skulle vi også vælge hvilket speciale vi skulle uddannes i, så vi gennem­gik en masse forskellige prøver, der skulle afsløre hvad vi egnede os til. Jeg havde jo ellers tænkt mig at skulle være telegrafist, men ved nogle høreprøver fandt jeg ud af at det ikke var noget for mig, og min delingsfører, havde hele tiden sagt, at jeg skulle vælge navigatør grenen, det var nemlig de rigtige søfolk, han var selv naviga­tør, så jeg skrev navigatør på ønskesedlen. Stor var min over­raskelse derfor da jeg fik besked på, at jeg skulle i Intedan­turklassen (kontoruddannel­se). Madura blev helt vild og spurgte om jeg havde valgt pen- og blækhusgrenen, og da jeg jo ikke havde det fik han mig flyttet over i navigatørklassen.

Nu fulgte så et år på skolebænken, hvor vi terpede matematik, navigation, sømandsskab og meget anet foruden naturligvis de rent militære fag som våbenlære og sprængningsteknik, Det var en anden måde end jeg var vant til, der var tvungen lektielæs­ning hver aften, og vi havde kun fri onsdag aften fra kl 1700 til 2200 , hvis man altså ikke havde vagt, Lørdag havde vi fri fra kl 14oo til 2400, og søndag fra kl 1000 til 2400, og en gang om måneden havde vi fri fra lørdag kl 1400 til søndag kl 2400, al anden tid blev tilbragt på skolen, men det havde så den virkning, at der opstod et enormt godt sammenhold os elever imellem, der holdt gennem alle årene,selv efter pensioneringen.

Efter afsluttet eksamen, hvor holdet svandt ind til 11o, fik vi så mulighed for at komme ud og sejle. Vi startede skoletogt i Fregatten Niels Ebbesen. Jeg kom dog først en måned i en lille minestryger, Sorte Sara, der skulle virke som tenderfartøj for skoleskibet, d.v.s. hente post og andre småforsyninger så skoleskibet ikke behøvede at gå i havn, det var faktisk en god fidus for på den måde kom vi ind i en masse småhavne som skoleskibet aldrig kom i. Der er forøvrigt lavet en film om minestrygeren Sorte Sara, der var et af de skibe der stak af til Sverige d 29. august 1943, da flåden sænkede sig selv for ikke at blive taget af tyskerne. Den lå i Skelskør den nat og besætningen besluttede at de ville prøve at komme til Sverige, så de sejlede til Agersø, hvor de riggede skibet om så det lignede et civilt skib, malede det sort og gav det navnet Sorte Sara, listede så i nattens mulm og mørke sydover og det lykke­des dem at komme til Trelleborg, hvor det senere indgik i den Danske Brigade og vendte tilbage igen d 5. maj 1945. Da den første del af skoletogtet foregik i danske farvan­de, nåede jeg på den made at besøge et utal af danske havne i den periode. Efter at vi havde fået vore søben skulle vi nu ud og prøves af på det store hav, så vi blev alle samlet i fregatten og rygter­ne  om, hvor vi skulle hen var mangeartede. Vi drømte selv­følgelig om sydhavsøer ,med palmer og sorte piger, men det blev Nordatlanten med får og klipfisk, turen gik nemlig til Færøer­ne, og sydhavet og de sorte piger nåede jeg aldrig at få at se.

Turen til Færøerne blev iøvrigt ikke uden dramatik, vi fik for det første en rigtig gedigen Nordatlantstorm, så vi rigtig fik at føle, hvad det vil sige at skulle have en hånd til skibet og en til sig selv, men vi kom da igennem det uden voldsomme skrammer. Det var også på den tur jeg så min første rigtige mine, det blev dog ikke den sidste. Da vi befandt os et sted midt mellem Oerkneyøerne og Færøerne opdagede udkiggen en drivende mine, vi sejlede straks nærmere til den og konstatere­de, at det var en hornmine, men da vi ikke kunne samle den op, blev det besluttet, at den skulle sænkes, hvilket blev gjort

ved at skyde på den med en 20 mm kanon, og det varede da heller ikke længe inden den var gennemhullet og sank. Vi snakkede bagefter om, at det var godt vi ikke havde mødt den om natten og sejlet ind i den, for så havde den sikkert kunnet gøre stor skade på skibet selv om den måske ikke kunne sænke os. Jeg opdagede senere, at drivende miner ikke var noget særsyn på den tid.

Selve opholdet på Færøerne var en oplevelse, det var første gang jeg var uden for det egentlige Danmark, og jeg vidste ikke ret meget om øerne, men nu fik jeg dem at se, vi sejlede rundt deroppe i 2 uger og var i land mange forskellige steder.  På den tid var forholdet mellem danskere og færinger ikke det allerbedste, så det var ikke alle steder vi var lige velkomne og i Thorshavn endte det da også med at der var nogle der under landlov fik øretæver, men den næste aften gik vi i land samlet og det endte i et kæmpeslagsmål, hvor det i hvert fald ikke var os der fik øretæverne. Det resulterede i en kæmpeskideballe til hele besætningen næste morgen til morgenmønstringen, men chefen afsluttede med et "well done", så den forstod vi godt, og efter den dag sørgede vi altid for at følges i flok, nar vi gik i land på steder, hvor vi vidste vi ikke var populære.

Efter hjemkomsten fra Færøerne fortsatte skolesejladsen i danske farvande, men en måned før togtets afslutning, fik jeg besked på at jeg ville blive midlertidig udnævnt til math, og skulle afgå til tjeneste i torpedobåden Krieger, der lå i Holbæk. Det var noget af en overraskelse, Jeg fik godt nok ikke løn som math, men jeg fik snorene på og havde de samme rettig­heder, og pligter, næsten 2 måneder før tiden, og jeg skulle nu gøre selvstændig tjeneste som signalmand i en torpedobåd, Jeg skulle ikke selv længere vaske op og dække bord, jeg havde landlov på lige fod med de øvrige mather, d v s fast nattegn, ikke noget med at møde om bord kl 2200, nu begyndte det at ligne noget. Efter at have sejlet med Krieger i 3 måneder skiftede vi over i torpedobåden  Hammer, som var helt ny, vi overtog den på Orlogsværftet og startede prøvesejladser og installationsskydninger med artilleri og torpedoer, og derefter skulle vi deltage i en stor øvelse sammen med hele Torpedo­bådseskadren i farvandet nord for Fyn. Aftenen før vi skulle

afgå til øvelsen lå vi ved Langeliniekajen i København og havde haft præsentation af det nye skib, og afgangen var fastsat til kl 0000, men i løbet af aftenen blæste det voldsomt op, og afgangen blev udsat til kl 0400, jeg tror egentlig ikke det blæste mindre da vi afgik men vi sejlede, og da vi kom op til Helsingør gik vi ind under land ved Snekkersten og gik hele skibet igennem for løst grej en ekstra gang, og så stak vi snuden ud i Kattegat, sikke en røvtur vi fik, der blæste efterhånden en fuld orkan fra nordvest og det var komplet umuligt at foretage sig andet end holde fast, der var ikke et tørt sted i hele skibet alle luftventiler viste sig at være mere eller mindre utætte. Da vi endelig ved middagstid kom op til de andre torpedobåde, der lå i læ oppe ved Æbelø, kunne vi konstatere, at begge vore redningsbåde var slået til pindebræn­de, en 20 mm kanon var revet løs fra sit fundament og hele søgelænderet var lagt ned og hele brofronten var trykket flere centimeter så instrumenterne sad og daskede i deres beslag, så der blev ikke nogen øvelse for os, i stedet gik vi, da vejret blev bedre tilbage til Holmen og tilbragte de næste 2 - 3 uger med at få udbedret skaderne.

Da vi kom ind i foråret 195o, blev jeg flyttet fra torpedobådee til minestrygerne, og blev tilkommanderet minestrygeren Søhun­denn. Da jeg mødte var den i gang med at rydde sejlruten mellem Kallundborg og Århus for miner, så nu fik jeg et ganske godt kendskab til miner, for der var mange af dem og det blev efterhånden hverdagskost at se dem samt detonationerne når vi fik ram på en. Det var ikke sjældent at vi fandt drivende hornminer, som vi enten skød ned eller vores minører sejlede hen til dem i gummibåd og desarmerede dem, en af vores hovedop­gave var at rydde ruten for magnetiske bundminer. Dette foregik ved at vi efter minestrygeren slæbte en stor flydende elektro­magnet i et kabel på 600 meter.

Denne magnet blev ved hjælp af en anordning på slæberen trukket lidt ud til den ene side, og da skibet ved hjælp af elektriske sløjfer rundt om skroget var gjort næsten umagnetisk, kunne vi sejle nogenlunde sikkert hen over en mine, men når så flydemag­neten kom hen over minen detonerede den. Så fik man rigtig fornemmelsen af hvor stor kraft der var i en mine, for magneten der vejede omkring 7 ton blev slynget flere meter op i luften sammen med en kæmpesøjle af vand. Efter at have afsluttet arbejdet mellem Kallundborg og Århus flyttede vi vort opera­tionsområde til Frederikshavn, og begyndte at rydde ruten fra Skagens Rev til Anholt. Under tjenesten deroppe hændte det ikke så sjældent at vi blev kaldt til assistance når fiskerne havde fisket en mine. Reglen var den at fiskerne skulle kappe deres grej og sætte en bøje på så vi kunne finde det igen og så uskadeliggøre minen, men en dag blev vi kaldt til Skagen, hvor en fisker havde hevet mine og trawl indenbords og var gået i havn med det på dækket, så der var en mildt sagt trykket stemning da vi kom, sådan en mine indeholder 250 kg sprængstof, og alle undtagen fiskeren, havde vist en klar fornemmelse af, hvad der ville ske, hvis den futtede af inde i havnen. Vi fik kutteren sejlet ud og fik lempet minen forsigtigt i vandet igen og kunne så sprænge den væk. Det var heldigvis en af de sjældne oplevelser.I den tid var der ikke megen tid til at holde fri, vi kom kun i havn når vi skulle have fyldt brændstof og lå kun inde så lang tid det tog at få forsyninger om bord så ud på feltet igen, det gjaldt jo om så hurtigt som muligt at få ryddet så mange minesikre ruter som muligt, der var jo spækket med miner overalt i de danske farvande, nogle af minerne havde vi selv lagt ud da krigen brød ud andre havde tyskerne lagt under besættelsen, dem vidste vi hvor var så det var ikke noget problem, men de allierede havde smidt i tusindvis ud fra fly, og dem var der ikke nogen sikker position på. Man regnede med at der i danske farvande lå omkring 130000 miner, og de skulle man gerne have fjernet, så der var fast arbejde i lang tid for minestrygerne og minørerne, men man havde desværre kun sommer­halvåret til arbejdet for i vinterhalvåret var vejret for dårligt til at  man effektivt kunne foretage minerydning.

Da efteråret kom og minestrygerne gik til eftersyn , blev jeg igen tilkommanderet torpedobådseskadren, og sejlede i de forskellige torpedobåde hele vinteren. Jeg havde nu knapt 2 år  tilbage af min kontrakt og var begyndt at spekulere på hvad jeg nu skulle. Jeg var ikke i tvivl om at jeg fortsat ville sejle, men hvilket rederi skulle jeg vælge, mine tanker drejede sig mest om ØK, i håb om ansættelse som styrmandsaspirant, men en

dag blev jeg kaldt op på personelkontoret på Holmen, og fik at vide at jeg sammen med 4 andre fra mit elevhold kunne få mulighed for at starte på Underkvartermesterskolen der startede i april, Jeg slog straks til og begyndte på skolen i april og blev færdig og bestod og blev udnævnt som den hidtil yngste befalingsmand i nyere tid, Jeg var kun 19 år, dengang var den almindelige alder for en værnepligtig 20 -21 år, men det var i de år, hvor det hele skulle bygges op efter krigen og det var mit held.

Det var i samme periode, at jeg var begyndt at komme sammen med mor, så det har også været en medvirkende årsag til mit valg, det var ikke så spændende, at skulle sejle på langfart, og være væk i hele og halve år. Hvis jeg fortsatte i Marinen ville jeg komme hjem meget hyppigere. Det viste sig senere, at jeg alligevel af og til var væk i meget lange perioder, men alt i alt gik det jo meget godt, takket være mors forståelse for, at det var vigtigt for mig, ikke at skulle diske op med en masse undskyldninger for, ikke at kunne påtage mig de opgaver, jeg blev stillet over for.

Efter at være udnævnt til Underkvartermester, blev jeg til­kommanderet Undervandsbådseskadren og var med til at klargøre endnu et nyt skib, denne gang var det et af de skibe vi overtog efter tyskerne, som var blevet ombygget til moderskib for undervandsbåde,og havde fået navnet Ægir. Under klargøringen af Ægir var vi indkvarteret på et gammelt kaserneskib, Fyen, der lå på Holmen.

En aften jeg var på vej hjem fra byen, var der stor brandudryk­ning til Holmen, og da jeg kom til Værftsbrovagten, fortalte vagtmesteren, at det brændte nede ved mineværkstedet. Jeg skulle lige forbi, men tænkte ikke særligt over det, og da jeg var et par hundrede meter fra stedet, men til alt held i læ af nogle bygninger, lød der et kæmpebrag. Det var nogle miner, derlå inde i den brændende bygning, der var eksploderet. Ved eksplosionen blev 11 brandmænd og vagthavende officer på Holmen dræbt. Jeg løb selvfølgelig der hen, efter at være kommet mig oven på braget, og var med til at få de dræbte og mange sårede bragt i sikkerhed, så det blev en begivenhedsrig nat, og der gik lang tid inden jeg havde fortrængt den oplevelse.

Efter at have gjort Ægir sejlklar startede vi ud sammen med undervandsbådene og holdt øvelser både i danske og fremmede farvande, og jeg sejlede skiftevis med Ægir og undervandsbåde i det følgende år.

Vi var på det tidspunkt lige blevet medlem af NATO, og som følge heraf blev flere og flere af vore øvelser henlagt til England, og vi skulle også indføre et helt nyt signalsystem, fælles for alle NATO-lande, det var selvfølgelig et engelsk system, så det bevirkede, at jeg i lange perioder blev efter­ladt i England under øvelserne for at gå på skole, mens en engelsk signalmand overtog mit job om bord, og efter at have gennemgået uddannelsen, var jeg til tjeneste i en engelsk krydser, Birmingham, i en uge som signalmand. Det var unægte­ligt noget af en omvæltning i forhold til de vante omgivelser, om bord i Ægir var vi 135 mand i Birmingham var vi 380, og skibet var næsten fire gange større, og jeg opdaged da også at vi faktisk boede væsentlig bedre i Ægir. Jeg vannede mig heller aldrig til den engelske skik med den evige te med mælk, lige som den daglige rom heller ikke smagte særlig godt. Alt dette skete i samme periode, som mor og jeg blev gift, så starten blev faktisk lidt hektisk, Blandt andet sejlede jeg til Irland dagen efter vort bryllup. På grund af øvelser kunne jeg ikke få fri mere end en almindelig week-end, sådan var tiden den gang, så det måtte man rette sig efter.

I den periode skete der iøvrigt en masse ting, der åbnede sig nogle muligheder, som ikke tidligere havde været til stede. Der blev vedtaget en ny personellov for Forsvaret, der gav mulighed for at komme ind på Søofficersskolen uden at have studenterek­sa­men, Flyvevåbenet blev oprettet som et selvstændigt værn, og perso­nel fra de to gamle værn havde mulighed for at blive overført til det nye værn. På grund af medlemskabet af NATO var der også mulighed for at søge tjeneste i blandt andet den New-zeelandske marine, det sidste talte mor og jeg en del om, men vi turde alligevel ikke vove springet, derimod søgte jeg overførsel til Flyvevåbnet med henblik på uddannelse til jagerpilot, men det blev med henvisning til personelmangel i Søværnet afslået fra Søværnskommandoen, i stedet blev jeg tilbudt , at gå på offi­cersskole med henblik på uddannelse til søofficer, et tilbud, der på den tid vist skulle opfattes som smigrende, idet det altid havde været meget svært at komme ind på Søværnets Offi­cersskole, med mindre man havde særlige forbindelser. Jeg afslog tilbuddet med henvisning til, at jeg ikke ønskede at begynde forfra nu hvor jeg ikke længere var menig, idet kadet­terne, der allerede gik på skolen, og havde lavere grad end jeg så ville blive mine foranstående, og at jeg hellere ville blive en dygtig underofficer end en middelmådig søofficer. Jeg må indrømme, at jeg mange gange senere har fortrudt den ungdomme­lige fejltagelse, men den var vel et resultat af den tone, og de holdninger, der på den tid var i systemet.

Kort tid før Claus blev født, fik jeg besked på, at jeg nu skulle til Grønland, for at gøre tjeneste på Marinestation Grønnedal. Det var en grim streg i regningen, men der var ikke noget at gøre ved det, jeg måtte af sted.

Afrejsen fandt sted med et af de civile skibe, der besejlede Grønlands vestkyst i sommermånederne og havde plads til 25 passagerer. Skibet hed TIKERAQ og var på størrelse med en mindre coaster, kunne sejle med en fart på 10 - 12 knob, så der var langt til Grønland, der ligger små tre tusinde mil væk. Det varede normalt 6 døgn at nå fra København til Grønnedal, men vi løb ind i dårligt vejr, så vi ankom først til Kap Farvel efter 10 døgns sejlads, og for at gøre det rigtig godt løb vi ind i meget store isforekomster lige efter ar vi havde passeret Kap Faevel, og der sad vi så fast i yderligere 4 dage. Det var mit første møde med storisen, og jeg var ikke særlig tryg ved situationen når isen klemte os, jeg havde jo læst om de store polarekspeditioner, der var blevet skruet ned af isen, og dette skib var jo også bygget af træ, og synede ikke af meget sammen­lignet med de isbjerge der lå omkring os, men vi kom da endelig fri, og ankom til Grønnedal efter en rejse på 21 døgn.

Det var mit første møde med Grønland,men, viste sig ikke at blive mit sidste. Det var en betagende oplevelse, jeg havde ikke i mine vildeste drømme forestillet mig det var sådan. Jeg havde da hørt om Grønland, og læst en del bøger om Knud Rasmus­sens ekspeditioner, men at opleve det ved selvsyn, var noget helt andet. Det er en natur så storslået, at man enten kommer til at elske den, eller hade den, der er ingen mellemting. Jeg tror, det er rigtigt, at har man en gang været der ,er man mærket for livet, og kan aldrig helt slippe det igen.

Under min tjeneste i Grønnedal fik jeg mulighed for at se en stor del af Grønland, idet jeg var så heldig, at blive udlånt til Flyvevåbnet, der fløj forsyninger til slædepatrulje Sirius i Nordøstgrønland, der er en enhed under Grønlands Kommando. Jeg fløj Østkysten tynd i en måneds tid med en Catalina, et fly der kan lande både på vand og på land. Det var virkelig en op­levelse, men også et knoklearbejde, her fik jeg mulighed for at se både isbjørn, moskusokse og hvalros på nærmeste hold. Det var her, jeg fik fat i et isbjørneskind. Desværre skød jeg den ikke selv, men købte det af en grønlænder. Jeg var også på et lille ophold på den amerikanske base i Nassarsu­ak, hvor jeg lærte lidt om at slukke brande i flyve­ma­skiner. Jeg har aldrig brugt det til noget, men det var sjovt at se hvordan amerika­nerne drev sådan en base med en bemanding på næsten 1000 mand. Det var i den tid hvor det store våbenhjælpeprogram var i gang, og alle de jagerfly der blev leveret til Europa blev fløjet via  grønland  fra USA. De ankom i bundter på 15, og havde kun brændstof til en halv times længer flyvning når de landede, så der var travlhed når de ankom. De havde daglige flyforbindel­ser til USA med post, friske grøntsager, og kunne rejse hjem på week-end to gange om måneden. Vi fik post en gang om måneden i sommerhalvåret når der kom skib og friske grøntsager, var noget vi drømte om, og hjemrejse, var efter et års tjeneste.

Mit job på Grønnedal var primært, leder af den optiske signalt­jeneste sideløbende med den daglige ledelse af brandstationen. Primærjobbet var til at overse, der var kun noget at lave, når der kom orlogsskibe, og de var næsten lige så sjældne som hønsetænder, så det var brandstationen, der tog det meste af min tid, men da der ud over mig også var to oversergenter fra Flyvevåbnet til tjeneste ved brandstationen, gav det mange muligheder for at tage på ture rundt i terrænet omkring Grønne­dal. Endvidere var jeg fast ledsager for vores læge, når han en gang om ugen var på sygebesøg i Arssuk, et lille udsted, der lå ude i mundingen af fjorden, hvor der kun boede grønlændere. Det var bestemt meget primitivt de boede i små træhytte med bare et rum ud over et vindfang ved indgangen, her boede så en familie på 6 -7 personer, ikke anden belysning end petroleumslamper, madlavning på et kulfyret komfur, rummet var både køkken, spisestue og soveværelse, og når sælen skulle slagtes skete det ofte også, somme tider i stuen, så det rev noget i næsen, når man kom ind, og det kneb også gevaldigt, at tage imod og drikke den kop kaffe, man altid blev budt på. På det tidspunkt var der stadig nogle ganske få af de gamle, der stadig boede i jord­hytter. Det var en rystende oplevelse, når man lige var kommet fra dagens Danmark, men måske meget sundt, at se hvordan andre levede, og trods alt bevare humøret, for det var karakt­eristisk, de var altid i godt humør og alt arbejde gik til­syneladende som en leg.

Rent tjenstligt var den første gangs tjeneste på Grønnedal ikke nogen succes, jeg blev rent faktisk afløst før den normale tjenesteperiodes udløb, men det var  kun dejligt, for det betød, at jeg nåede hjem inden jul. Årsagen til det uheldi­ge forløb lå i, at vi fik en ny næstkommanderende i løbet af sommeren, han havde været skoleofficer på mathskolen, da jeg var elev, og mente derfor, at han fortsat kunne behandle mig som math-elev, det var jeg bestemt ikke indstillet på, så vi havde mange sammenstød. Hertil kom, at tiderne og navnlig tonen var forandret meget siden da, men det havde han ikke fundet ud

af. Under et af vore skænderier fortalte han mig iøvrigt, at han ikke spåede mig nogen lang karriere i Søværnet, dertil var jeg alt for rapkæftet. Så jeg er ikke i tvivl om, at han har medvirket til at min tjenesteperiode blev afkortet.

Efter hjemkomsten fik jeg tjeneste på marinekasernen på Holmen, hvor jeg sad på straffekontoret og foretog afhøringer af menige, der var mødt for sent eller havde begået andre småfor­seelser, det var et røvsygt job, men varede da heldigvis kun et halvt års tid, så kom jeg til Arresødallejren og var de­lings­fører på rekrutskolen. Senere kom jeg på Sergentskolen på Margretheholm og var lærer i navigation , sømandsskab og sejl­bådssejlads. I samme periode gennemgik jeg voksenpædagogisk grunduddannelse, og begyndte at få smag for undervisning, så på et tidspunkt overvejede jeg meget, at forlade Søværnet, og gå på seminariet og læse til skolelærer.  Tiden for min kontrakts udløb nærmede sig, og med baggrund i mine oplevelser på Grønne­dal, anså jeg det ikke for helt sikkert, at jeg kunne fortsætte i Søværnet, så jeg var ude på Blågårds Seminarium  og tale med rektor om mulighederne for at komme ind der. Han var meget positiv, og anbefalede, at jeg startede hurtigst muligt for ikke at blive for gammel inden jeg var færdig med lærerstudiet, for så kunne det godt blive svært at få stilling på skolerne i København eller de store provinsskoler. Vi havde næsten be­sluttet, at jeg skulle starte, men problemet var,at i den periode jeg læste ikke ville få løn, så mor skulle så finde noget arbejde, og forsørge os i de tre år, det tog at få en lærereksamen.

Inden vi var kommet videre med de planer, fik jeg tilbud om at gå på Fenrikskole, vi blev enige om, at det var mere sikkert, jeg ville få fuld løn i de 1½ år skolen varede, og derefter være ansat som tjenestemand med deraf følgende pension, når jeg en gang blev gammel, og faldt for aldersgrænsen. Så det blev altså et helt langt liv i Søværnets tjeneste i stedet for skolelærer for en flok uvorne unger.

Efter at have afsluttet Fenrikskolen var jeg en kort periode til tjeneste i fregatten Niels Ebbesen, der hvor jeg havde været som math-elev, den var stadig skoleskib, men nu for kadetter fra Søværnets Officersskole, og jeg var tilkommanderet som lærer for kadetterne i praktisk sømandsskab, så da togtet sluttede om efteråret, var der ikke brug for mig, så jeg fik nu tjeneste på Kystdefensionens mathskole på Lynæsfortet, som lærer i signalering og fartøjstjeneste. Det var et rigtigt driverjob, jeg havde kun 3 timers undervisning om dagen i vintermånederne, og om sommeren, 5 timer, så det var ikke noget man blev overanstrengt af, jeg benyttede derfor tiden til at læse ledelsesteori og var på flere kurser i personaleledelse, hvilket kom mig til gavn senere i tjenesten. På Lynæsfort havde jeg forøvrigt en pudsig oplevelse. Lynæsboerne er meget tilba­geholdende over for fremmede, og da jeg havde min daglige gang på Lynæs havn, hilste jeg da altid på fiskerne når jeg kom der ned, men fik aldrig noget svar, så en skønne dag holdt jeg op med det. Da jeg 4 - 5 år senere kom tilbage til Lynæsfort og igen kom ned på havnen, hilste jeg, belært af tidligere er­faring ikke, men en af fiskerne kom så hen til mig, og sagde, Nå, er du kommet tilbage til fortet?, og efter den dag kunne de både hilse og snakke om vind, vejr og fiskeri, Da jeg fortalte en af de andre på fortet om det, grinede han og sagde, nu er du jo heller ikke ny heroppe mere, det er man nemlig meget længe, må du være klar over.

Efter tjenesten på Lynæs måtte jeg igen en tur til Grønnedal, denne gang var det som havnemester. Jeg rejste op  om foråret, og det var meningen, at jeg skulle afløses efter et år. Denne gang gik det betydelig bedre rent tjenstligt end  første gang jeg var der, men der var jo også sket mange ting i den mellem­liggende periode, og det var et mere selvstændigt job, jeg denne gang skulle bestride. Jeg var ansvarlig for havnens drift og vedligeholdelse samt for losning af de forsyningsskibe, der anløb, samt for service over for de trawlere, der brugte vores havn som nødhavn. Lige som første gang var der rig lejlighed til at tage på ture i området, og jeg benyttede hver eneste lejlighed til at drage ud i fjeldet i week-ends og fridage, for at fiske og gå på jagt. Det blev ikke til det store med jagt på isbjørne og moskusokser, for de findes ikke i sydvestgrøn­land, men en del sneharer  og ryper fik jeg da med hjem, og det blev til rigtig mange ørreder, som det vrimlede med i alle elve og søer. Mine mange jagtture skaffede mig også et særligt job i vinterperioden. Reglen er, at ingen får lov til at tage på tur om vinteren uden først at have aflagt en prøve i skiløb, Det er alt for farligt at færdes i det terræn, hvis man ikke har styr på brædderne. Det var ikke fordi jeg havde særlige forudsæt­ninger for jobbet, men fordi jeg måske var den der færdedes mest i fjeldet både sommer og vinter, at jeg blev udpeget til jobbet, der for øvrigt bragte mig i en pinlig situation. Vi havde lige fået nye værnepligtige op, og de skulle jo til den obligatoriske skiprøve, og det var da også gået meget godt, men et par dage efter kom personelofficeren, og spurgte om jeg ikke kunne tage hans skriver op til prøve, han havde nemlig ikke været med til prøven sammen med de andre nye, og han ville gerne på tur den følgende week-end. Det passede mig da ud­mærket, for vi var inde i en periode med meget fint vejr og godt skiføre, og det var da sjovere at løbe på ski end at sidde på havnekontoret, så jeg aftalte, at vi skulle tage prøven den næste dag. Den værnepligtige mødte op, og vi drog ud til et øvelsesområde lidt oppe i dalen. Jeg spurgtte ham om han havde prøvet at stå på ski før, og han sagde, at han havde da prøvet det et par gange. Jeg gik i gang med at forklare ham hvordan han skulle spænde skiene på, og hvordan han skulle bremse og dreje, og vi kørte lidt op og ned af nogle småbakker. Det gik rigtig fint så jeg besluttede mig for, at vi kunne godt løbe lidt længere op i dalen, og nåede helt op til en fjeldtop, Jernhatten, der ligger i ca. 500 m. højde og to tre km. fra stationen. Vi holdt et hvil og da vi skulle nedad igen sagde jeg til ham, at nu ville jeg løbe forrest og han skulle bare følge efter mig, og hvis jeg løb for stærkt skulle han bare kalde, for vi skulle følges hele vejen ned. Det var han indfor­stået med og vi startede. I begyndelsen gik det fint han fulgte fint med, men da vi var næsten halvvejs nede løb han uden om mig og satte farte voldsomt op. Jeg fulgte efter og ventede spændt på, hvornår han styrtede, men ak og ve, jeg måtte til at anstrenge mig voldsomt for at følge med, og da jeg nåede ned, var han ved at spænde skiene af, og personelof­ficeren stod ved siden af ham og grinede. Nu fik jeg forklarin­gen, min elev var på det tidspunkt danmarksmester i langrend, men personeloffi­ceren havde sagt til ham at han endelig måtte lade som om han ikke havde lært at stå på ski. Jeg havde ham senere  med på nogle fællesture, hvor vi morede os meget over vores første skitur.

I løbet af som­meren var vi nogle stykker, der, som de første  besteg Sydvestgrøn­lands højeste fjeld,­Kugnait, 3215 m. Det var bestemt en ejen­dommelig fornemmelse, at stå på toppen af fjeldet, og vide at her har aldrig været mennesker før. Det vil sige , der kunne godt have været nogle vikinger deroppe, for der ligger nogle gamle nordboruiner fra Erik den Rødes tid inde i Kugnait­bugtem, men så vidt vides, var vi de første. I løbet af vin­teren var vi på flere ture ind til og op på indlandsisen, hvor vi over­nattede oppe på isen, det er en tur på 25 - 30 km, som let kan gøres på ski, men om sommeren er det en meget længere tur fordi man skal udenom et meget stort område med søer og sumpet terræn, samt det , at man er ved at blive ædt op af myg om sommeren. Lige efter jul fik jeg at vide, at jeg skulle påregne at blive afløst så jeg kunne komme hjem med det første skib, men desvær­re blev min afløser for­sinket,så jeg havde allerede opgivet den tanke, men så bestemte admiralen, at jeg godt kunne rejse hjem før min afløser kom op, og der blev bestilt plads med det nye grønlandsskib, Hans Hedtoft, der skulle gå fra Grønland sidst i Januar, men to dage før skibet skulle sejle fra Godthåb, kom der besked om, at det grønlandske folketings­medlem, Augo Lynge, havde fået min billet, så jeg måtte vente til næste skib, der først skulle gå hjem i midten af maj.  Jeg var selvfølgelig godt sur over det, men det skulle vise sig at blive mit held, for Hans Hedtoft forsvandt under rejsen hjem, og man har aldrig fundet andet end en rednings­krans, der drev i land på Island et års tid efter forliset. Jeg husker tydeligt den dag da forliset skete. Natten før havde vi en forrygende storm med temperatur­stigning op til omkring  frysepunktet, der bevirkede at der kom masser af sne som frøs til is på vore radioantenner, der derved blev så tunge, at de faldt ned. Jeg var sammen med mine folk fra havnen, sidst på

natten, gået i gang med at reparere dem og havde fået rigget nogle af dem op tidligt på formiddagen, og ville nu holde en pause før vi gik videre. Da jeg gik ind på radiostationen for at informere dem, havde de lige fået den første nødmelding fra Hans Hedtoft, der sagde, at han havde haft en kollision med et isbjerg  ud for Kap Farvel, og havde brug for hjælp, idet han var læk, og havde vand i maskinrummet. Det var det eneste man nogensinde hørte fra ham, og man formoder at han er sunket umiddelbart efter, og da der blæste en kraftig snestorm i området, har der ikke været mange chancer for at få rednings­både eller -flåder ud eller komme i dem. På denne baggrund blev min hjemrejse yderligere forsinket , men det bevirkede en behageligere hjemrejse over Atlanten i de sene forårsmåneder i

stedet for i de stormfulde vintermåneder.

Efter  hjemkomsten opnåede jeg for første gang, at få sommer­ferie om sommeren, endda en god lang sommerferie, idet jeg skulle afholde to års ferie på en gang, så jeg holdt ferie i næsten to måneder fra begyndelsen af maj og senere på sommeren holdt jeg igen tre ugers ferie.

I slutningen af 1959 blev jeg igen tilkommanderet Torpedobådse­skadren, denne gang om bord i Kystjageren Willemoes. Det blev et par spændende år med masser af sejlads rundt i stort set hele Europa med deltagelse i masser af øvelser med stort set alle NATO-lande, men det var også et par hårde år, vi var stort det kun i København en week-end hver anden måned. Willemoes var bygget til at jagte undervandsbåde, og angribe enheder, der forsøgte at trænge ind i indre danske farvande, så den kunne sejle med høj hastighed og havde fantastiske manøvreegenskaber, og da det samtidig var et utroligt kønt skib, vakte det opsigt alle steder hvor vi kom.

Af alle de skibe jeg har sejlet med, var Willemoes nok det skib, jeg har været mest glad for at være i. Vi havde et utroligt godt sammenhold, og deltog i mange virkelig gode øvelser, hvor vi fik lov til at prøve ting som man ellers meget sjældent får mulighed for, vi prøvede blandt andet at skyde en rigtig torpedo med fuld krigsladning, så vi fik en klar for­nemmelse af virkningen af en træffer med en torpedo. Vi prøvede også mange gange, at fylde olie fra et tankskib i åben sø under gang.

I slutningen af 1961 skulle Willemoes til det store eftersyn på værftet, og efter afrigningen fik jeg ordre til at gøre tjene­ste på Flådestation Korsør, der på det tidspunkt var under opbygning. Jeg fik samtidig at vide, at jeg efter 2 års tjene­ste i Korsør, skulle regne med at skulle til Grønland igen, men denne gang skulle jeg have familien med og påregne mindst 2 års tjeneste der oppe. Vi besluttede os derfor for at flytte til Korsør, så jeg kunne være mere hjemme i den kommende tid, og vi regnede med, at når vi kom hjem fra Grønland, kunne vi få råd til at købe os et hus. Det blev dog ikke Korsør, men Slagelse, vi flyttede til, vi byttede vores lejlighed i Ingerslevsgade til et rækkehus i Slagelse, så nu kunne vi pludselig leve

næsten som alle andre familier, jeg kom hjem hver aften, og var  kun væk, når jeg havde vagt på Flådestationen, og da jeg samtidig var nået en alder, hvor det var mere almindeligt, at få tjeneste på land,begyndte vi at lægge planer for hvor vi kunne tænke os at komme hen når vi kom fra Grønland. I foråret 1962 fik tjenestemændene en lønregulering med tilbagevirkende kraft, der bevirkede, at vi kunne købe vores første bil, og vi anskaffede os et stort villatelt, og begyndte at campere. Vores første campingtur gik til Ornum strand og det tog faktisk lang tid at sætte teltet op, og da det endelig var rejst lignede det et kludeslot. Men der var heldigvis ikke så mange tilskuere, så helt til grin blev vi da ikke, og efterhånden blev vi bedre og bedre til det , men det var godt det ikke blev blæsevejr den week-end, for så var vi da fløjet ret ud i Store Bælt.

Vi havde en masse gode ture og sjove oplevelser med det telt. under en ferietur i Jylland, hvor det havde blæst og regnet hele turen slog vejret om da ferien var slut. vi besluttede derfor, at vi ville slå teltet op på campingpladsen i Lynæs, for så kunne jeg jo nemt tage på arbejde derfra, og i andre kunne nyde det gode vejr ved stranden. Vi havde inviteret Jens med, så der var lagt op til det helt store badeliv, men ak og ve, aldrig så snart var vi blevet installeret før vejret igen slog om til decideret efterårsvejr, så vi besluttede at vi næste dag, når jeg kom fra arbejde ville pille teltet ned og flytte hjem igen. Da jeg næste dag kom hen på campingpladsen var teltet taget ned og bilen var pakket, da jeg spurgte mor hvordan hun havde klaret det, fortalte hun, at hun blot havde stillet et barn på hvert sit hjørne af teltet og så stille og roligt var begyndt at rulle teltet sammen mod vinden, så nu var vi klar til at køre hjem.

Senere samme år fik jeg mit livs overraskelse.  Jeg blev ringet op fra personelkontoret, der meddelte mig, at jeg skulle om bord i Dannebrog, og at min tjeneste i Grønland var udsat indtil videre, da jeg skulle regne med en længere periode i Dannebrog.

Det var bestemt ikke mit ønskejob, jeg nu havde fået, jeg var

overbevist om, at det ville blive dødsygt og kedeligt med en

masse holden på formerne, men det viste sig at være helt anderledes. I løbet af ganske kort tid havde jeg fundet mig til rette om bord, og det viste sig hurtigt at de mest fisefornemme om bord var lakajer og lignende, men det vænnede man sig hurtigt til, og i dagligdagen var der en meget afslappet tone også fra kongefamiliens side. Det første år var vi en tur på Færøerne, hvilket var en stor oplevelse, det var jo en anden modtagelse end vi var vant til, når vi kom med Inspektions­skibene, nu var der stor modtagelse, og alle var meget venlige. Endelig var der også det, at vejret mod sædvane artede sig fortræffeligt, højt solskin i en hel uge, det er meget usædvan­ligt deroppe. Vi var også i Oslo til Kong Olaus 60 års fødsels­dag, Hvor vi var inviteret til fin Middag på Oslos rådhus, lige som der var en del anden festivitas på de forskellige ambassa­der i form af Cocktailparties. Men den fedeste fidus var, at der var mulighed for at holde lidt sommerferie sammen med familien i den periode hvor kongefamilien boede på Gråsten Slot. Under opholdet i Sønderborg fik jeg til opgave at under­vise Tron­følgeren i brugen af redningsmidler. Hun skulle på en rejse til Østen og en stor del af turen skulle foregå med et ØK-skib, så kongen havde fået den ide at hun skulle have undervisning i overlevelse til søs. Jeg fik arrangeret med Sergentskolen i Sønderborg at jeg kunne benytte deres skydeba­ne, der lå ned til stranden og havde en lang badebro, hvorfra vi kunne springe i vandet. og samtidig kunne være fri for en masse nysgerrige tilskuere. Da dagen oprandt fik jeg et mindre chok, jeg havde ventet at tronfølgeren, hendes hofdame og måske kongen selv ville møde op, Men hele familien troppede op  og havde endvi­dere nogle gæster med,så pludselig var vi 20 - 25 menneske, og de havde madkurve med og det udartede sig til en hel skovtur, der kom til at vare det meste af dagen. Tronføl­geren må åbenbart have lært noget for da jeg langt senere efter at hun var blevet dronning, var i audiens i forbindelse med udnævnelse til kaptajnløjtnant , bragte hun det selv på bane og fortalte , at hele familien havde nydt dagen, der havde været godt tilrette­lagt. Så alt i alt var det slet ikke så dårligt at sejle med kongeskibet om sommeren og når det var

til eftersyn gjorde jeg tjeneste i Auderødlejren, og fik derfor mulighed for at være med til at udtage den nye besætning af værnepligtige til den kommende sæson, og derfor kendte jeg dem allerede når de mødte om bord ved togtets begyndelse.

Det sidste år jeg sejlede med Dannebrog var det år med den største oplevelse, det var det år hvor prinsesse Anne Marie blev gift med kong Konstantin af Grækenland. Vi sejlede alene ned til Brindisi i Italien, og der kom kongefamileien om bord og vi fortsatte gennem Korinterkanalen til Piræus, der er Athens havneby. Da vi anløb græsk territorialfarvand blev vi modtaget af en græsk flådestyrke på 4 destroyere, der eskor­terede os resten af vejen. Ved anløbet af Korinterkanalen, der er en ganske smal kanal, der er sprængt ud af klippelandskabet var der et utal af mindre både fyldt med mennesker der svingede med græske og danske flag og råbte , Velkommen Anna Maria, og langs bredden af kanalen stod masser af mennesker og vinkede og råbte velkommen. I Piræus fik vi liggeplads i lystbådehavnen sammen med en masse lystyagter, hvoraf nogle var lige så store som Dannebrog, vi lå bl. a. sammen med Onassis`s CHRISTINA, der var næsten dobbelt så stor som os.

Under opholdet i Athen var vi en aften inviteret til et arran­gement, hvor også den danske og den græske kongefamilie ville være til stede. Invitationen var skrevet på både græsk og engelsk, så vi fandt en taxa, viste ham invitationen, aftalte en pris, og drog af sted, Da vi kom frem til stedet var der ikke et øje. Vi forklarede chaufføren en gang til hvor vi skulle hen, viste ham brevet igen, og han sagde en hel masse som vi ikke forstod, men han kørte til et nyt sted, men desvær­re med samme resultat, altså på den igen. Da vi det tredje sted vi blev kørt til så en betjent med en særlig fin uniform, og vi vidste at det var et specielt korps i politiet, der alle kunne tale mindst to af hovedsprogene, kontaktede vi ham, og for­klarede ham vort problem, han så indbydelsen, talte med chauf­føren og forklarede os, at vi nu ville blive kørt det rigtige sted hen, men problemet havde været. at chaufføren ikke kunne læse, og derfor ikke havde forstået andet end at vi skulle til et stadion. Det bedste ved turen til Grækenland, var nu at vi

havde fået arrangeret det sådan at vore koner kunne komme ned til os under opholdet, for egen regning naturligvis, men for første gang fik mor en chance for at opleve lidt af min hver­dag. Vi havde 5 dejlige dage sammen i

Athen, idet jeg havde taget vagter i de havne vi anløb på vejen ned, så jeg havde fri alle de dage vi lå i Athen.

Efter brylluppet var vi på krydstogt i det Ægæiske Øhav med kongefamilien i 4 dage, hvorefter de fløj hjem og vi fortsatte over Malta, Gibraltar, Lissabon og Calais hjem til København. I forbindelsen med brylluppet blev jeg af den græske konge dekoreret med Guldtegnet til Georg den Førstes Orden.

Efter tjenesten i Dannebrog blev jeg beordret til tjeneste ved Lynæsfort, hvor jeg var med til opstarten af det, der senere blev til Forsvaret Kursusinstitution, et sted hvor man cen­trere­de al efter- og videreuddannelse af forsvarets personel såvel militært som civilt. Det var et par lærerige år, men også en periode, hvor vi måtte stå for skud fra navnlig ældre kolleger, der mente at vi nu nærmest undergravede diciplinen, for det var unægtelig nye toner,der var kommet i klarinetten, takket være nogle fremsynede personer , hvoraf en af dem var kommandør Heise, også kaldet de elleve prikker, hans navn skrevet i morsealfabetet er elleve prikker. Han var iøvrigt farfar til den i dag så kendte Lotte Heise. I samme periode deltog jeg i et utal af moderne ledelseskurser, hvoraf nogle af dem da heldig­vis afgik ved en stille og rolig død inden de kom til at danne skole eller gøre al for stor skade.

Jeg skulle nu ikke fortsætte i det område for nu var det igen sejlende tjeneste, denne gang som lærer for konstabelelever og kadetter om bord i Ægir, der nu var bygget om til skoleskib, det var sjovt at komme tilbage til Ægir, der jo var det første skib jeg havde gjort tjeneste i som næsten nyudnævnt over­sergent.

Med Ægir havde vi mange gode ture, vi var i Sydfrankrig,på Island, hvor vi blandt andet fik det nydannede ø at se, vi kunne godt nok ikke komme i land på den for den var rygende varm endnu, men det var fascinerende at se en helt ny ø, der var skudt op af havet i løbet af nogle få dage. Jeg fik for­øvrigt mulighed for at gense den 4- 5 år senere, da jeg var på Island med Peder Skram, da var der begyndt at komme en smule  plante-

liv i form af mos og lav. Vi havde også en tur , der gik fra København til Harstad oppe nord for polarcirklen i Norge , ned langs den norske kyst , indenskærs, gennem Store Bælt ind i Østersøen , gennem den svenske skærgård fra Gotland til Harnø­sand, som ligger helt oppe i bunden af den Botniske Bugt. På turen anløb vi en masse små og store byer, så det blev en tur, hvor vi virkelig oplevede skandinavien. Vi fik også lidt dramatik på en af turene over Nordsøen på vej hjem fra Skotland opfangede vi nødsignal fra en engelsk trawler, der var i brand. Vi gik til undsætning og nåede frem efter at besætningen var gået i redningsflåderne, men fik sat personel og brandsluk­ningsmateriel om bord og fik slukket branden, og slæbte traw­leren tilbage til Aberdeen. Desværre fik vi ingen bjærgeløn, men vi blev rosende omtalt i de engelske aviser.  Ægir der efterhånden var en ældre dame var efterhånden så dyr i vedlige­holdelse, at det blev besluttet , at den skulle udgå af flåden, så i efteråret 65 havde vi den sidste tur, der gik til Am­sterdam. En aften på vej hjem sad vi i messen og talte om at det nu var en skam , at der nu skulle laves gryder af vores gamle skib, og i den forbindelse nævnte jeg, at jeg havde styret hende den første gang den sejlede ud fra Holmen, så da vi næste dag var på vej op gennem Sundet, foreslog chefen, at jeg hellere måtte tage hende ind når vi nåede Holmen, for som han sagde, så har du da fulgt hende helt til dørs, Så da den anløb Holmen var det mig der tog hende i havn, noget som ellers altid bliver gjort af chefen selv. Efter Ægir flyttede vi over i minelæggeren Møen, der var blevet ændret lidt, så den kunne fungere som skoleskib, men det var nu en skuffelse, for selv om det var et rimeligt nyt skib, fungerede det , efter vores opfattelse ikke særlig godt, lige som der heller ikke var nær så god plads som i det gamle skib, og sidst men ikke mindst var det ikke noget godt søskib, det er næsten som et højhus til søs i sammenligning med gamle Ægir, der lå på vandet som en svane selv i meget dårligt vejr. Det med sødygtigheden fik vi især at føle på en tur til Færøerne, hvor vi fik en fuld orkan, det var nærmest som at bo i et akvarium, der var placeret på ryggen af en løbsk hest. Vi måtte simpelthen holde op i vejret og bare fortsætte på den kurs til vi næsten var nået New Foundland, på et tidspunkt slingrede vi så voldsomt , at jeg havde fornemmel­sen af at jeg blot behøvede at række en arm ud over brovingen for at nå vandoverfladen, der trods alt ligger ca 7 m ned. Da

det endelig var blæst af og vi kunne begynde at sejle mod

Færøerne igen, ankom vi med næsten 3 døgns forsinkelse. Det viste sig senere, at vi havde fået så mange tæsk af de enorme bølger at den ene hovedmotor var blevet forskubbet, så vi senere på året brændte et gear af og måtte på værft i en hel måned for at få rettet hovedmotoren op igen. Med Møen var vi også en tur i Middelhavet, det havde vi ellers glædet os meget til, men glæden var nu så som, så, for det viste sig, at venti­lations­systemet slet ikke var dimensioneret til det sydeuropæi­ske klima, vi døjede meget med varmen, navnlig om natten,det var ulideligt at være nede i skibet, det havde jo ingen koø­jer,­så kun ventilationsanlægget kunne skabe luftfornyelse, men det var jo konstrueret til danske forhold, og det viste sig, at den luft, der kom ud af dyserne nede i bunden af skibet var 4 - 5 grader varmere end den der blev suget ind oppe på dækket, når så temperaturen der oppe var omkring de 3o grader blev der faktisk meget hedt nede i skibet.  Det var forøvrigt på den tur, at jeg af den danske konsul i Bordaux, der er ejer af vinslottet Margaux, fik foræret den store nøgle der hænger på væggen. Ved samme lejlighed fik jeg tilladelse til at bruge nøglen, hvis jeg en dag kom derned igen, det nåede jeg desværre ikke at benytte mig af. Det var i den periode, vi købte sommer­husgrund ved Gedesby og byggede sommerhus,. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle give mig i kast med at bygge et hus selv, men takket være Sven,der var smed og vores nabo, gik jeg altså i gang, og det lykkedes faktisk. Det var forøvrigt en god hjælp Sven gav, for han gjorde ikke tingene for mig, men viste mig hvordan jeg skulle gøre og overlod så til mig at gøre det. Det er faktisk på grund af det, at jeg senere har kunnet lave mange af de småreparationer, der altid vil være i et hus.

Efter 3 års tjeneste i skoleskib fik jeg en ny opgave, idet jeg blev flyttet til Søkortarkivet, som forøvrigt hørte under handelsministeriet, og blev derfor forsat til tjeneste under handelsministeriet, med tjenestested ved Søopmåling Grønland. I de følgende år rejste jeg til Grønland hvert forår og kom så først hjem igen omkring efterårsferien. Det blev nogle spænden­de år, hvor jeg fik set en stor del af Grønland herunder steder som meget få har haft mulighed for at se, men det var unægte­ligt også af og til under nogle primitive forhold. Min opgave her var at fremskaffe alle forsyninger til 35 mand i et halvt år, få det sendt til Grønland, så det var der når vi ankom. Det var noget af en blandet landhandel, for det var alt hvad vi skulle bruge, fra mad til værktøj, reservedele, vi skulle være for­synet med alt,vi kunne ikke påregne at få noget når vi først var i gang med opmålingsarbejdet. Det er jo en kedelig affære at løbe tør for kaffe, eller for den sags skyld lokumspapir en måned før vi er færdige med opmålingen.Hele sommeren sejlede vi rundt på kysten i de små op­målings­både, der faktisk kun er store motorbåde på 10 -12 ton. Der er en be­sætning på 7 mand, Båden er forsynet med to store dieselmo­torer, brændstoftanke med plads til 2000 liter dieselolie, stopfyldt med elektronisk udstyr , dobbelt sæt af alt naviga­tionsudstyr. En ferskvand­stank med plads til 200 l ferskvand, og vi opererede væk fra alt i op til 3 uger, det var hvad brænd­stofbeholdningen kunne strække til, der var ikke bad, kun en lille håndvask til deling, og med de få liter ferskvand, kunne vi vælge mellem kaffe eller vask, så det blev mere kaffe end vask, når vandet var opbrugt måtte vi enten finde en isflage, hvor der kunne stå en smeltevandssø på, og så pumpe den op, eller finde en elv der havde et udløb vi kunne sejle tilstræk­kelig tæt på, til at vi kunne lægge nogle brandslanger op i, og på den måde fylde fersvandstanken igen. Maden bestod mest af konserves eller friskfanget fisk, som der aldrig var mangel på. Det var for­øvrigt tydeligt hvornår kokken havde bagt franskbrød til eftermiddagskaffen, for så var hans hænder helt rene, fransk­brødet var ikke altid helt hvidt, men vi overlevede da.

Vores opgave var, at kortlægge sejlruter tæt på kysten, og i mange tilfælde arbejdede vi i områder, der aldrig havde været opmålt før, så vi navigerede efter luftfotos, der havde den ulempe, at man måske godt kunne se hvad der var vand og hvad der var land, men de fortalte ikke noget om hvor dybt vandet var, men det opdagede vi sommetider ret så pludseligt nå et skær pludselig ragede op lige under overfladen i et område hvor dybden ellers lå på op til 60-70 m. En gang fandt jeg sådan et skær lige efter at lavvande var ved at indtræde, så jeg kom først fri igen 12 timer efter, da det igen var højvande. Jeg blev altid drillet med , at det var det sikrest opmålte sted i hele Grønland, for jeg havde brugt utrolig lang tid til at kontrollere positionen,og havde oven i købet sikret mig ved at gå rundt om skibet og banke på skæret for at sikre at det var solidt. En anden gang var vi tre både der lå og målte op lidt nord for Sukkertoppen i et område hvor der var meget dårlige radioforbindelser, så vi havde lavet en aftale ned en af Grønlandsflys helikopterpiloter,der var gammel marinemand, at han, når han passerede på sin rute mod Godthåb, kunne vi bruge ham som relæstation. Vi havde arbejdet længe fordi det var fint vejr, men på et tidspunkt måtte vi altså have lidt søvn, så vi fandt en lille bugt , hvor vi lå godt i læ, gik ind og ankrede og lagde os side om side og gik så til køjs. PÅ et tidspunkt vågnede jeg ved at jeg følte køjen hældede unormalt meget, så jeg stod op for at undersøge det og opdaged til min overraskel­se at vi faktisk stod på tørt land. Det var blevet ebbe og vandet var simpelthen væk. Nå der er kun et at gøre, vente på højvande. Men, ak og ve, mens vi lå der og lænede os op ad hinanden fløj Jan hen over os i sin Helikopter, han kalde og spurgte om vi havde problemer, hvilket vi bedyrede at vi ikke havde. Så vidt så godt, vandet steg igen og vi kunne fortsætte vort arbejde, men da vi næste gang kom til Godthåb, blev vi præsenteret for at meget stort og flot farvefoto af tre knaldr­øde SKA-både der stod og lænede sig op ad hinanden, Jan fore­slog at vi gav frokost, så ville han til gengæld lade være med at sende kopier til Søkortarkivet og Officersmessen i Grønne­dal. Han fik frokost. Jeg havde en anden sjov oplevelse derop­pe, jeg skulle fore­tage nogle indledende målinger i en fjord, der hedder Evighedsfjorden, Vi havde fået nogle landkort med fra Geodætisk institut, andet kortmateriale fandtes ikke. Det gik også meget fint med de kort, jeg fik løst opgaven, og da den var slut besluttede jeg mig for, at holde et lille hvil inde i bunden af fjorden, hvor der lå en isbræ. Da vi havde ankret tog jeg en observation ved hjælp af et af de elektroni­ske navigationssystemer, og opdagede, til min store forbløffel­se, at jeg befandt mig små tre sømil inde på indlandsisen, ligegyldig hvilket system jeg anvendte, var resultatet det samme, så vi blev enige om at evigheder var altså længere end geodæterne havde regnet med. Selv om det var en spændende tjeneste, var det også lidt af en prøvelse, for på den måde oplevede jeg faktisk, at det var vinter hele året, for det var ikke blevet rigtigt forår når jeg rejste op, og gjorde klar, var det stadig vinter i Grønland, og afhængig af området vi arbejde i kunne vi have sne helt hen i begyndelsen af juni, og når vi sluttede i starten af oktober lå sneen allerede højt i Grøn­land. Et år havde vi snestorm i København ugen før jeg rejst, den sidste snestorm havde vi oppe i

Diskobugten Sankt Hans aften, og då vi holdt efterårsferie i Gedesby fik vi vinterens første sne, da vi var på vej hjem , så efter 4 sæsoner ved Søopmålingen bad jeg om at få anden tjene­ste. Under tjenesten ved Søopmålingen blev jeg udnævnt til Premierløjtnant, og var nu alligevel blevet officer på trods af mit ungdommelige afslag om officersuddannelse, officerer blev udnævnt af Kongen, så jeg måtte jo finde det fine tøj frem og gå i audiens og takke for udnævnelsen. Søopmålingen blev så min afsked med Grønland, men jeg må indrømme at jeg mange gange længes efter det, og gerne ville gense det.

Nu fulgte en periode på næsten 2 år, hvor jeg kunne komme hjem hver dag, jeg fik tjeneste i Auderødlejren som ABC- officer, det vil sige, at jeg underviste i beskyttelse mod følgerne af brug af atomare-, biologiske- og kemiske våben. I samme periode deltog jeg i et utal af forskellige videreuddannelseskurser i ledelsesteori, som jeg først langt senere fik forklaring på hvorfor jeg blev sendt på disse kurser. Det blev den første længere periode, hvor vi kunne føre et nogenlunde normalt familieliv, men det skulle ikke vare ved, for en skønne dag var der igen bud efter mig til sejlende tjeneste, denne gang i fregatten Peder Skram, flådens største og mest moderne skib.  I første omgang blev jeg meget glad for den chance, men det viste sig at blive lidt af en skuffelse for mig. Jeg opdagede plud­seligt, at der var stor aldersforskel mellem mig og de unge officerer, som der naturligvis var flest af, og da jeg i juni 1973 havde 25 års jubilæum, hvor de tilbageværende af mit elevhold fejrede dagen med en dejlig week-end på Dragsholm slot, kunne jeg konstatere, at jeg var den eneste, der stadig var i sejlende tjeneste, alle andre fra holdet sad i land , de fleste på retræteposter. Jeg bad derfor om at blive frakomman­deret Peder Skram, og fik igen tjeneste i Auderødlejren, men kun en kort periode, så kom jeg igen ud at sejle, men denne gang som chef for en af de små kuttere, der varetager farvands­overvågning og søredningstjeneste i indre danske farvande. Det var kun tænkt som en kort periode, og var første gang at en officer af B- linien var skibschef, det havde altid været forbeholdt A- officerer, men det blev alligevel til næsten 2 år, og da jeg blev afløst var det af en B- officer, og der fulgte flere efter.Under tjenesten i Kutteren var der mange forskellige opgaver, der skulle løses,nogle var mindre sjove f.eks, eftersøgning af forsvundne sejlere, som vi somme tider fandt når det var for sent, men heldigvis også somme tider i tide. En af de mere morsomme var en nat hvor nogle unge menne­sker var stukket af med en motorbåd fra Rødvig, og Politiet anmodede os om at fange dem. Som chef for et orlogsskib er man udstyret med politimyndighed til søs, så vi gik ud og fandt dem ret hurtigt fik dem stoppet og anholdt og førte dem så ind til politiet, der ventede inde i Køge. En anden mere dramatisk episode var nede i Østersøen, hvor en sandsuger en nat sendte nødsignaler, og vi blev sendt til assistance. Da vi kom frem havde redningshelikopteren reddet besætningen, men skibet flød stadig og vi fik ordre fra SOK om at blive ved havaristen for at advare trafikken indtil Switzers bjergningsskib, der var på vej ankom, men vi måtte ikke røre ham. Efter flere timers venten fik vi besked på at Switzer var dirigeret til et andet sted og at vi godt måtte bjerge havaristen, men desværre lige før vi skulle til at sætte en trosse i ham vendte den rundt og sank. Der forsvandt en bjærgeløn på vel to, tre hundrede tusinde til deling mellem mig og besætningen, sort uheld. 

Jeg blev nu, med baggrund i mine mange års erfaring til søs, beordret til tjeneste som operationsofficer på Marinestation Gedser. En operationsofficer er ikke en officer der skærer i de meninge, men lederen af operationsrummet, der hvor  alle op­lysninger samles og besluttes, hvad der så skal foretages under øvelser, eftersøgninger og lignende. I den anledning blev jeg sendt på kursus i Flyvevåbnet for at lære at dirigere fly, idet et moderne jagerfly er afhængig af hjælp fra en radarstation. For at kunne operere, må den dirigeres fra jorden, piloten skal blot koncentrere sig om at flyve maskinen, radarstationen sørger for, at han ikke kommer på forbudt område, for os, på den forkerte side af jerntæppet, der var kun ganske få minut­ters flyvning fra os til jerntæppet. Vi brugte næsten daglig jagerfly til at identificere mål vi ikke vidste hvad var. Det passede os egentlig meget godt, vi havde jo sommer­huset i Gedesby, så der kunne jeg jo sagtens bo, og da jeg regnede med at det nok ville blive for en lang perio­de, måske helt frem til pensionsalderen begyndte vi at speku­lere på at bygge til og så senere flytte der ned og bo fast, når drengene en gang flyttede hjemme fra. Vi talte med banken om at låne til udvidelsen, men de rådede os til i stedet at låne i sommerhuset og så købe et helårshus dernede. Enden på det blev at vi købte hus i Vægger­løse, byttede vores lejlighed til en mindre som Finn og Carsten kunne deles om og rejste fra drengene der nu alle var i gang med en ud­dannelse. Det var nu ikke nogen rar fornemmelse den dag vi drog af sted og efterlod dem i Ordrup, men de kom igennem det, og de klarede sig da også godt, selv om mor ikke var lige ved hånden.

Vi faldt begge godt til på Falster, og tjenesten på Gedser befandt jeg mig godt med, og var da begyndt at spekulere på om ikke jeg skulle have mulighed for at løse den daværende chef af når han gik på pension 3 år før jeg selv skulle pensioneres. På min 45 års fødselsdag fik jeg tildelt Holmens Hæderstegn, hvilket jeg var meget glad for, fordi den er meget vanskelig at opnå. Igen måtte jeg i det fine tøj og i audiens, denne gang hos Prinsesse Benedikte, da hun var rigsforstander under dronningens fravær.

Jeg troede faktisk at jeg nok skulle blive i Gedser, men sådan skulle det ikke gå. Et halvt  års tid efter, at vi var flyttet til Væggerløse, blev jeg kaldt op til Forsvarskommandoen, hvor chefen for personelsektionen spurgte mig, hvorfor jeg var flyttet til Falster, om jeg ikke længere var interesseret i at komme i presonelafdelingen, Jeg  var meget forbavset og sag­de,at jeg

jo aldrig havde haft noget med personeladministration at gøre før. Nej men derfor sendte vi dig også på alle de kurser mens du var i Auderød med henblik på senere tjeneste her i huset og endelig med henblik på at slutte i min stol, svarede han. Jeg var totalt overrasket, jeg havde da godt nok på et tidspunkt sagt, at det ville være meget bedre, at en personelmand først og fremmest havde en lang meget alsidig tjeneste, før han startede i personelforvaltningen, men jeg havde ikke et øjeblik troet, at jeg skulle ende med at gøre tjeneste der, men nu lå tilbuddet der altså, og det betød samtidig mulighed for at opnå den højeste rang der findes for en officer af B- linien, der findes kun 15 af slagsen, og jeg fik altså chancen for at blive en af dem. Der blev et par søvnløse nætter, men mor synes jeg skulle sige ja, hvis jeg havde lyst, så svaret blev ,ja, og vi begyndte så at lede efter hus i nærheden af Vedbæk. Vi var jo godt klar over, at priserne i Nordsjælland var anderledes end på Falster, så vi måtte med tungt hjerte se i øjnene, at vi ikke kunne beholde sommerhuset, så vi satte begge huse til salg, og fik dem også ret hurtigt solgt til en væsentlig højere pris end vi havde troet muligt, men det viste sig hurtigt at det ikke var nær så let at finde  et hus i nærheden af Vedbæk, som vi havde råd til, så cirklen om Vedbæk måtte øges en del , og til sidst lykkedes det da også, at finde et hus, der godt nok var alt for stort, men til gengæld var i en pris vi havde mulighed for at kunne betale. Vi havde samtidig fået et andet problem, vi skulle have sølvbryllup den 7 SEP 1977, og jeg skulle begynde i Vedbæk den 15 SEP, og det nye hus skulle vi overtage den 1 SEP, vi skulle altså flytte og holde sølvbryllup i den samme uge, så vi valgt at holde sølvbryllup på forskud, så det var overstået i god tid inden flytningen, og på selve bryllupsdagen tog vi på hotel i København, og ville fejre sølvbrylluppet helt alene og gå ind og se Tivolirevyen. Det blev en mærkelig dag, vi havde kort forinden fået at vide at mor  måske skulle indlægges og eventuelt opereres fordi, der var konstateret suspekte celler i underlivet, så stemningen var ærlig talt på laveste blus, og da vi skulle til at gå ud og spise en god middag, inden vi skulle i Tivoli, havde ingen af os lyst til noget som helst, men da vi havde købt billetterne enedes vi om at vi da i hvert fald ville gå ind og se revyen og sølvbryllupsmiddagen blev indtaget ved en pølsevogn ved Ve­sterport station, Men heldigvis var revyen så god, at vi blev livet lidt op og efter revyen spiste vi en sen men absolut dejlig middag på Divan 1 i Tivoli, og da vi kom til Væggerløse den næste dag lå der brev fra Hillerød sygehus, at der ikke var grund til at komme for de sidste prøver viste at alt var nor­malt, SIKKEN EN LETTELSE.

Tjenesten i Forsvarskommandoen blev en helt anden tjeneste end den jeg tidligere havde kendt, der var utrolig mange nye ting at sætte sig ind i, lige som det var en omvæltning, at skulle samarbejde med de to andre værn, hvor af hæren nok var den største forandring, de havde en helt anden måde at omgås hinan­den på, og talte et helt andet sprog, så det tog nogen tid at vænne sig til, at man ikke altid kunne sige tingene lige ud, men skulle gå lange omveje og ikke altid kunne få svar på tingene, fordi en kaptajn eller major fra hæren ikke kunne afgøre en sag uden først at forelægge den for sin oberst. Det var ikke noget jeg var vant til fra Søværnet, hvor man selv,  ud fra nogle givne retningslinier tog sin afgørelse, og så ellers tog øretæverne, hvis man havde kvajet sig, men efter­hånden fik jeg da lært det, og da jeg senere kom til en ren Søværnsafdeling, var alt jo i den gamle gænge, og jeg blev rigtig glad for tjenesten. Senere fandt jeg da også ud af at der var mange af obersterne fra hæren der var nogle dejlige mennesker at arbejde sammen med.

Det blev til nogle spændende år, hvor opgaverne blev større og større, og jeg oplevede den glæde, at jeg som den første B-officer blev oprykket til samme lønramme som en Kommandørkap­tajn af A-linien. Det var en stolt dag. Men tiden gik jo, og jeg nærmede mig den dag da jeg skulle gå på pension, det var lidt skræmmende at tænke på, for jeg havde opdaget, at hele min tilværelse jo havde drejet sig om mit arbejde, og det var nu ved at være slut, men heldigvis var det ikke længere så spæn­den­de for jeg havde jo i alle årene været med til at opbygge nyt og udvide, nu var det blevet nedskæringstider, og gang på gang måtte jeg fortælle en kollega, at hans tjenestested skulle nedskæres eller helt nedlægges, og at han derfor skulle for­flyttes til den anden ende af landet med de ulemper der fulgte

af det. Det var der ikke megen forståelse for og jeg følte med de mennesker, så efterhånden begyndte jeg at glæde mig til pensionen, og dermed være fri for disse ubehagelige personel­samtaler, lige som jeg også ville være fri for de evindelige diskussioner vi havde under forhandlinger i ministeriet i forbindelse med de politiske beslutninger om udflytning af Søværnets tjenestesteder fra Holmen, der åbenbart helt skulle ned­lægges, til Flådestationerne i Frederikshavn og Korsør. Et par år før jeg gik på pension, havde jeg den glæde, at Dron­ningen udnævnte mig til Ridder af Dannebrog, hvilket jeg tog som en anerkendelse af mine  44½ års tjeneste i Søværnet. Det var nu alligevel en mærkelig dag, da jeg d 28 januar 1992 for sidste gang trak i uniformen og vidste, at jeg aldrig mere skulle tage den på igen, og da jeg forlod mit kontor, som havde været min arbejdsplads i næsten 7 år. Jeg har senere regnet ud at jeg har kørt så mange gange frem og tilbage på Istedrød­vejen, at det svarer til  Jorden rundt godt og vel to gange.

Vi havde i årenes løb tit talt om, at når jeg blev pensio­neret, så kunne der blive mere tid til at foretage os noget sammen, men nu meldte der sig et andet problem. Vi måtte erkende at vi havde købt hus for sent, og på grund af at mor måtte opgive sit arbejde, sad vi stadig med  ret høje udgifter til huset, så det var nødvendigt, at jeg fandt et job de første par år, men så skulle vi til at nyde tilværelsen. Den første sommer havde jeg et job som skipper på en turbåd på Arresø, det var et dejligt job, jeg kom i kontakt med en masse mennesker, og befandt mig godt med at være en slags turistguide, men desværre blev arbejdstiden mange dage alt for lang, og da mor en morgen spurgte om jeg havde mulighed  for at vende tilbage til Søvær­net, spurgte jeg, hvorfor det?. Svarede hun. Så ville jeg da se lidt mere til dig end nu. Så blev jeg klar over, at det var blevet for meget arbejde og for lidt pensionisttil­værelse, så jeg begyndte at kigge mig om efter noget andet. Det blev så  en stilling som skoleleder ved LOF. Det gik ganske godt, for det var jo hjemmearbejde, og mest koncentreret om vinteren, så vi kunne begynde at køre ud med campingvognen om sommeren. Nu begyndte tingene at blive lidt bedre og på trods af mors sygdom havde vi en dejlig periode, men den skulle desværre ikke vare ved. I eftersommeren 1994 fik jeg konstateret at mit syn var så dårligt, at jeg ikke mere måtte køre bil og i løbet af kort tid måtte jeg også opgive mit arbejde som skoleleder. Da troede jeg at verden ville styrte sammen, jeg følte at jeg ikke var til nogen som helst nytte, og at alle havde været bedre tjent med at jeg var død, jeg var jo kun til besvær for mine omgivelser. Det var en forfærdelig tid, men heldigvis havde mor overskud til at holde mig oppe og jeg oplevede også en fantastisk støtte fra børn og svigerbørn, og ganske langsomt begyndte jeg igen at få mod på livet, og efter et kursus på blindeinstituttet opdagede jeg, at jeg faktisk var væsentlig bedre  stillet end så mange andre, og da jeg efter kurset blev tilbudt ansættelse som lærer på instituttet, tog jeg mod det og efterhånden  fik min hverdag igen indhold. Jeg nåede så langt, at jeg acceptere­de mit handicap, og faktisk, i lange perioder, ikke tænkte over at jeg kun kan orientere mig. Dog har jeg det stadig svært med at jeg har et barnebarn, som jeg faktisk aldrig har set rig­tigt, men til gengæld har jeg jo den fordel frem for alle andre, at jeg har en kone, der i mine øjne aldrig bliver en dag over 62. Jeg er ikke i stand til at skelne ansigtstræk, så en stor del af de nye mennesker jeg har truffet aner jeg faktisk ikke hvordan ser ud, jeg kan kun kende dem på stemmen, men jeg er da heldigvis stadig i stand til at se om solen skinner og jeg kan færdes nogenlunde sikkert på egen hånd.

Efterhånden erkendte vi, at det blev lidt for besværligt at passe hus og have, og at det var upraktisk, at bo i Meløse,­hvor der kun var Karen Købmand at handle hos, og at vi derfor alt for tit skulle til Hillerød for at købe ind. Vi begyndte derfor at se om det var muligt at sælge huset og finde en lejlig­hed i Hillerød. Det lykkedes og vi flyttede så til Hillerød. Det var en stor lettelse. Vi havde nu fastliggerplads på Svinø, og kunne nyde det der hele sommeren, hvis jeg bare ikke skulle på arbejde, så året før jeg blev folkepensio­nist, sluttede jeg på Blindeinstituttet. og forlod dermed arbejdsmarkedet helt.

Nu var jeg altså fuldtidspensionist, med hvad deraf fulgte. Nu var der mere tid til at vi kunne foretage os noget sammen, og vi var da også ude og rejse nogle gange, lige som vi deltog i nogle arrangementer i ældrecentret. Jeg har dog stadig lidt kontakt til Søvæærnet, idet vi har en pensionistforening, hvor vi mødes nogle gange om året, og der opdagede jeg til min store for­bavselse, at de nye pensionister, der møder er de første af de elever, jeg i mine unge dage havde været lærer for. Det mest overraskende for os ældre pensionister, er faktisk det, at Søværnet tilsyneladende klarer sig uden vores medvirken.

Når jeg nu, næsten 10 år efter min afgang ser tilbage på de mange år, der er gået, må jeg sige, at jeg har haft et spænden­de og indholdsrigt liv med mange udfordringer. Jeg nåede de fleste af de mål jeg havde sat mig, og det er jo en god ting at kunne sige, men det skal også siges, at det har haft sin pris, og en ting er helt sikkert. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi, jeg altid har haft en kolossal støtte fra mor. Altid har hun stået ved min side og jeg har aldrig behøvet at nære bekym­ringer for hvordan det stod til der hjemme, selv om jeg var væk i lange perioder. Det har sikkert været hårdt for hende mange gange. Jeg husker i hvert fald da alle tre drenge lå med kighoste, og var meget syge, og jeg sad på Grønland uden mulig­hed for at komme hjem, det var end ikke muligt at ringe sammen. Det blev bare klaret. Om jeg så har været den samme støtte for hende og jer tre drenge, ja, det får stå hen i det uvisse.